E-A-T i SEO: Derfor skal du arbejde med denne tilgang

1
March
2022
Skrevet af:

Det er ingen hemmelighed, at internettet i dag bugner med websites og webshops. Det har gjort brugerne mere kræsne. De er blevet bedre til at sortere i de mange sider, og mange forventer at få noget ekstra ved at handle hos netop dig. I hvert fald når det kommer til deres indledende research.

Alle og enhver kan starte en webshop i dag, men det er dem, som kan skrive godt content, som hjælper og som viser, at de er eksperter indenfor deres branche, der bliver vægtet højest hos Google.

Det vigtigste, hvis du starter en webshop, er selvfølgelig at få kategorisiderne på plads, så alt spiller på den front. Derfor kan du prioritere at dykke mere ned i at vise, at du ved, hvad du sælger, og produkterne kan. Du skal forestille dig, at din webshop skal fremstilles på en måde, som du ville gøre det med en fysisk butik.

Derfor kan det være en god idé at arbejde med E-A-T-tilgangen, når du skal arbejde med SEO og at fremvise din ekspertviden. I dette blogindlæg kommer vi ind på, hvad E-A-T er, hvorfor du skal arbejde med tilgangen, og selvfølgelig også hvordan du kan arbejde med det.

Hvad er E-A-T?

E-A-T står for Expertise, Authoritativeness og Trustworthiness – på dansk Ekspertise, Autoritet og Tillid. Det er en måde at arbejde med SEO på og er derfor en del af dit tilbagevendende og optimerende SEO-arbejde. Vi skal nok forklare mere i dybden om, hvad E-A-T står for, men se det som, at du gennem ekspertise og autoritet skaber tillid.

E står for Ekspertise

Som overskriften så fint nævner, står E for Ekspertise. Ift. E-A-T betyder det, at din webshop eller dit website bliver vurderet ud fra, om sitet har mere ekspertise end lignende sider. Så her er det med at sørge for, at du skiller dig ud fra dine konkurrenter.

Google vægter meget højt, hvem det er, der har skrevet fx en artikel eller blogindlæg. Har personen de rette kvalifikationer og den rette uddannelse, som gerne skal danne grundlaget for ekspertisen.

A står for Autoritet

I E-A-T står A’et for Autoritet. Her læser Google dit site og vurderer, om indholdet på dine sider lever op til at være en autoritet. Google kigger også efter dit sites online omdømme. Altså hvad siger andre om dig i form af anmeldelser eller anbefalinger.

Det er vigtigt at nævne at ift. at blive vurderet som en autoritet, skal dit indhold og andres udtalelser passe i sammenhæng til det, du tilbyder. Du skal altså holde dig indenfor dit eget område, for at kunne blive en stor autoritet.

T står for Tillid

Det sidste bogstav T står for Tillid. Ift. E-A-T handler det om, at dit website bliver vurderet på, hvor transparent dit site og dets indhold er. Her kigger Google på backlinks, som du kender det fra almindelig linkbuilding, men måler også på ekspertise og autoritet.

Google kigger på mange elementer i dit indhold: henviser du til troværdige kilder, er afsenderen troværdig og har ekspertise, er der tilstrækkelig med kontaktinformationer osv. Det handler altså om, om du og dit site fremstår troværdigt, sådan så brugerne har tillid til dig.

Hvorfor skal du arbejde med E-A-T i SEO?

At optimere sider efter E-A-T-tilgangen er generelt en god ting at gøre, uanset hvilken branche du er i. Der gælder den regel, at de webshops eller websites, der bedst optimerer dere sider og indhold ift. E-A-T-faktorerne, også er dem, der rangerer højest i søgeresultaterne. Google bruger nemlig i E-A-T-faktorerne i deres algoritme og udregner en E-A-T-score for din side, og derfor er det værdifuldt for dig at arbejde med.

Dog er der nogle brancher, emner, websites og webshops, hvor det er vigtigere at arbejde med end hos andre. Dem kalder Google for YMYL – Your Money Or Your Life. Det omhandler områder såsom helbred/medicin, økonomi, videnskab, sikkerhed osv. Det er altså områder, hvor man behøver meget ekspertise for at kunne udtale sig korrekt om emnet.

Sådan arbejder du med E-A-T i SEO

Nu ved du lidt mere om E-A-T, men hvordan er det så lige, at du kan arbejde med det? Hvad er det helt præcist, du skal gøre for at forbedre din E-A-T-score. Der er mange måder at gøre det på, men her får du vores bedste bud.

Vis, hvem du har ansat

Et godt sted at starte er at vise, hvem du har ansat i virksomheden. Dette gælder især, hvis din webshop tilhører en YMYL-branche.

Helt konkret kan du give hver medarbejder deres egen underside med en fortælling om, hvem de er, hvad de kan, samt hvad deres baggrund er for at arbejde i din forretning. Kort sagt, skal du vise, hvorfor netop dine ansatte er eksperter inden for feltet. Her er det også oplagt at få bundet interne links op til, hvad det er for områder, den specifikke ansat er ekspert i.

Derudover er det også vigtigt at få linket ud til de relevante uddannelser og kurser, medarbejderen har opnået.

På den måde kan Google nemmere validere dine ansatte som eksperter. Vær på ingen måde bange for at prale med, hvem du har ansat - det er kun med til at skabe en større troværdighed.

Skriv nørdede kategoritekster

Når du har styr på dine kategorisider, skal du som sagt tage skridtet videre. Her er det en god idé, at skrive mere “nørdet” i dine kategoritekster. Og med ‘nørdet’ mener vi, at din webshop skal fremstå som specialister ved at skrive mere dybdegående tekster.

Det kan være, at du dykker længere ned i produkters specifikationer, produktionen, bæredygtighed eller noget lignende. Nogle brugere vil måske stå lidt af, men der vil også være nogen, som synes det er superfedt, at du går mere i dybden.

Du kan desuden også øge chancen, for at rangere på mere specifikke søgninger inden for en given kategori, fordi du netop ikke blot skraber i overfladen. Her kan du igen forestille dig, at din webshop er en fysisk butik. Du vil gerne betjenes af en med mange års erfaring og knowhow, hvor der ofte falder guldkorn af under vejledningen af et produkt. Det samme skal ske i dine beskrivelser og tekster.

Vejled brugerne i blogindlæg

Når du skal skrive indhold til din hjemmeside, skal du have to søgehensigter i mente: det vi kalder for transactional content/search og informational content/search. Google skelner mellem de to.

Dine tekster til kategorisider tilhører transactional-kategorien, da målet med dem er at sælge til brugeren med det samme. Med tekster i informational-kategorien skal du i stedet rådgive, om de produkter, du sælger, men uden at forsøge at sælge direkte. Du skal beskrive, hvad det specifikke produkt kan, og hvordan det kan bruges. Det kan fx gøres gennem blogindlæg.

Ved en informational search har brugeren måske lige igangsat sin søgen efter et givent produkt, men endnu ikke sporet sig ind på lige netop, hvad det er, de leder efter. Det er her, du skal bruge din ekspertviden til at rådgive, vejlede og forklare – du “giver noget (viden) væk gratis. Her er det vigtigt at huske på, at du skal linke til de produkter og kategorier, som passer til det, du skriver om. På den måde binder du det hele sammen.

Dette er med til at vise, at du, som står bag siden, har flere facetter og en større viden, end hvad man blot lige først antager. Det er også netop disse typer tekster, altså informational, som kan være interessante at bruge på flere kanaler foruden en blog, fx på Facebook eller i nyhedsbreve. Fordi du tilbyder dine brugere en læring og deler ud af din knowhow – hvilket kan være befriende fra det normale salg, salg, salg.

Få henvisninger fra andre

I SEO har det altid været vigtigt med links for at opbygge troværdighed og gode resultater. Det er kun blevet forstærket med E-A-T, og det er nu endnu mere vigtigt end før, at du har/får de rigtige links fra relevante sider.

Google giver en pagerank for kvaliteten og mængden af links, der henviser til hjemmesiden, samt hvor godt brugere linkes rundt på siden. De bedste links kommer selvsagt fra websites med høj autoritet og dermed også relevans. Det sætter dog nogle krav til, at dit indhold skal være både relevant og interessant.

Du kan også gå i gang med linkbuilding, som er effektivt til at opnå en stærk link-struktur og opbygning af links fra andre websites til din egen. Derudover kan omtale på sociale medier, fx delinger og kommentarer, eller anbefalinger på Trustpilot og Google være med til at skabe den samme effekt, som ved linkbuilding, der styrker din troværdighed og autoritet.

Vil du vide mere?

Nu ved du lidt mere om E-A-T og dens betydning i SEO. Hvis du vil endnu mere om emnet, får du her linket til en hjemmeside dedikeret til E-A-T fra Lily Ray. Hun er taler ved 2022s SEOday og er altså ekspert på netop dette område. Har du spørgsmål ang. SEO, og er du interesseret i at vide mere om, hvad SEO og Conversio kan gøre for din virksomhed? Så skal du endelige ikke tøve med at kontakte os. Ring til os på tlf. 70 666 500 eller send en mail til hello@conversio.dk.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om emnet, eller står med konkrete udfordringer.
Christian Gade
Learning and Development Lead
cga@conversio.dk+45 70 666 500
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tak for din tilmelding af vores nyhedsbrev
Noget gik galt - prøv igen