Endelig! Det nye Google Analytics 4 vil gøre livet lettere

Skrevet af
Udgivet
Kategori
Google Analytics
Længde
4 min.

Indholdsfortegnelse

Nogle gode nyheder skal 2020 trods alt byde på. Google Analytics 4 (GA4) er nu endelig en realitet. For nyligt offentliggjorde Google på deres blog, at de har launchet deres nye version af Google Analytics – deres online analyseværktøj, som bruges af mange websites rundt i verden, når det kommer til tracking af besøgende, e-handelsdata og omsætning via diverse marketingkanaler, som fx Google Ads, e-mailmarketing og SEO.

I takt med at det digitale univers fylder mere og mere i vores forbrugsmønstre, så har en forbedret tilgang til tracking af brugeraktivitet på tværs af online og offline kanaler længe været efterspurgt af os, der sidder og nørder rundt i Google Analytics.

Hvad er Google Analytics 4?

Siden Google Analytics launchede tilbage i 2005 har det undergået mange tiltag. Det seneste tiltag er Google Analytics 4 (baseret på App + web-ejendommen i Google Analytics), som er den spritnye version af Google Analytics. Og det er gode nyheder for alle, som arbejder i det digitale univers. Find kaffen frem, og lad os gennemgå nogle af de mest interessante features, som får betydning for dig og din forretning.

Langt fra alle virksomheder vil få gavn af GA4 med det samme, og det vil i første omgang primært være relevant for virksomheder, som:

  • har en app
  • har en SAAS-baseret virksomhedsmodel
  • er interesserede i avanceret remarketing.

Men vi har kun set toppen af isbjerget, og der vil være mange features i vente i GA4, som vil komme alle typer brancher til gode i sidste ende. Google siger selv, at de ikke længere vil videreudvikle på den gamle version, så al deres krudt bliver altså nu brugt på at gøre GA4 bedre og bedre.

De 3 vigtigste ændringer

  1. Mere fokus på avanceret machine learning

Det er ikke noget nyt, at Google benytter sig af machine learning. Ifølge Google selv vil du i Google Analytics 4 automatisk blive informeret omkring vigtige trends i dine data, såsom større efterspørgsel på specifikke produkter. Derudover vil du kunne få indsigt i, hvilken omsætning du kan forvente fra en specifik kundegruppe samt andre forudsigende analyser, som kan være et godt værktøj, når du skal beslutte, hvor marketingskronerne skal placeres fremadrettet.

  1. Dybere integration med Google Ads

En anden feature er en forbedret integration med Google Ads, som muliggør oprettelsen af remarketinglister, der kan hjælpe dine kunder mod endnu mere relevante og hjælpsomme oplevelser. Og dette kan gøres på tværs af apps og websites. Fx vil din remarketingliste automatisk blive opdateret, hvis en bruger fra din liste fra websitet foretager et køb via din app. På den måde undgår du unødvendig spam mod dine besøgende, som allerede har foretaget et køb. Skøn feature!

  1. Cross-device sporing

Med denne feature vil du nu kunne få bedre indsigt i, hvordan dine kunder agerer med dit brand på tværs af enheder. Du vil fx kunne se, hvorvidt kunder først opdager dit brand i en annonce på Google for derefter at downloade din app på mobilen og evt. foretage køb derigennem.

ga 4

(Menuen i hhv. nuværende Google Analytics og Google Analytics 4)

Som ovenstående screenshots vidner om, så har version 4 langt mere fokus på den samlede livscyklus, hvor ting, som fx Customer Lifetime Value (CLV) og samspillet mellem online og offline værdi, spiller en langt større rolle end tidligere. Det kan bl.a. lade sig gøre, fordi GA4 i langt højere grad tager afsæt i kunstig intelligens (AI) og cross-device sporing, som åbner op for en mere holistisk tilgang til forbrugerrejsen.

Derudover har man med Google Analytics 4 imødekommet behovet for et analyseværktøj, der kan håndtere de mange ændringer i privatlivs- og cookiepolitikker, som har givet mange mennesker grå hår ad flere omgange. Med Google Analytics 4 skulle det nu gerne være slut med cookierelaterede huller i dine data, da deres AI-teknologi kan udfylde hullerne i det. Og det bliver absolut spændende at se effekten af.

GA4 kommer til at give en bedre forståelse for dine kunder gennem hele deres livscyklus – fra køb til fastholdelse. Foto: Google

Skal du foretage dig noget?

Som default bliver alle nyoprettede GA-ejendomme lavet i den nye version. Google anbefaler alle virksomheder med en eksisterende Google Analytics-ejendom også at oprette en GA4-ejendom. Under ”Administration” i din Google Analytics-konto kan du opgradere til GA4. Du vil derefter have 2 ejendomme, som kan køre sideløbende med hinanden. Så kan du både lære GA4-interfacet at kende samtidig med, at du stadig kan skifte over i den gamle ejendom, når du hungrer efter at rode rundt i velkendte omgivelser.

Nogle af fordelene ved allerede at oprette din GA4-ejendom nu er bl.a, at du:

  • har vænnet dig til det nye interface, når Universal Analytics på et tidspunkt udfases helt (det sker dog nok ikke lige foreløbigt)
  • kan drage fordel af de nyeste features i GA4, så snart de bliver udrullet.

Ring til os på 70 666 500 eller skriv til [email protected], hvis du har brug for hjælp til at oprette din nye Google Analytics 4-ejendom eller bare gerne vil blive klogere på, hvordan vi kan vækste din forretning.

 

FAQ for dette blogindlæg

Hvorfor skal jeg læse dette blogindlæg?

Fordi du gerne vil i dybden med det nye Google Analytics 4.

Hvem er dette blogindlæg relevant for?

For alle, der arbejder med data og vil have indsigt i performance, adfærd og learnings om ens besøgende.

Hvor langt er dette blogindlæg?

811 ord.

Hvad er de mest centrale emner i dette blogindlæg?

Google Analytics 4 – hvad det kan – og de vigtigste ændringer.

Har du spørgsmål til digital marketing?

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.

Johannes Helleland
Johannes Helleland

Client Director, Partner