Gamma Brewing ønskede at forbedre konverteringen i deres webshop. Da vi gennemgik den eksisterende løsning, identificerede vi en række udfordringer, der gjorde købsrejsen unødigt besværlig.
Vi så blandt andet, at webshoppen manglede en tydelig indgang til sortimentet. Kunderne havde begrænsede muligheder for at filtrere øllene, og funktionen til at sammensætte sin egen ølkasse var ikke intuitiv nok. Samtidig var oplevelsen opdelt mellem et hoveddomæne, der primært fungerede som alderskontrol, og en webshop placeret på et subdomæne.
Vi fandt også flere områder, hvor indhold og navigation trængte til en opdatering. Menuen indeholdt dubletter, mens forældede leveringsinformationer og en virksomhedshistorie, der stoppede i 2022, ikke længere afspejlede bryggeriets udvikling.
Men udfordringerne stoppede ikke ved det visuelle. Vores tekniske gennemgang afslørede et tema, der var flere versioner bagud, manglende produktdata og en uhensigtsmæssig håndtering af mængderabatter gennem produktvarianter. Sidstnævnte skabte blandt andet udfordringer med SKU-numre og lagerstyring.
Vi stod derfor med en opgave, der krævede mere end et visuelt løft.
Webshoppen skulle optimeres fra det tekniske fundament til den enkelte købsoplevelse, så Gamma fik en løsning, der både gjorde det lettere for kunderne at handle og for virksomheden at administrere sin digitale forretning.