Introduktion
Jeg er Senior Client Lead hos Conversio og har en lidt blandet marketingprofil. Jeg kommer oprindeligt fra search-verdenen og har undervejs også selv drevet og solgt en webshop. Jeg er ret datadrevet, men har samtidig en stor kreativ side, så jeg synes især, det er spændende at finde balancen mellem det, der kan måles, og det, der får mennesker til faktisk at stoppe op, huske et brand og vælge det.
Hvad er din uddannelse?
Jeg er uddannet indenfor marketing management på Copenhagen Business Academy med en top up i ecommerce hos Erhvervsakademiet i Aarhus. Mit bachelorprojekt handlede om digital nudging – så interessen for mennesker, adfærd samt data har egentlig været der fra starten.
Hvordan opstod interessen for dit arbejde?
Jeg er nysgerrig, konkurrencemindet og ikke særlig god til stilstand. Så det var nok uundgåeligt, at jeg endte i en branche, der ændrer sig konstant. Jeg elsker, at der altid er noget at teste, og noget, man kan gøre bedre.
Samtidig tiltaler kombinationen af kreativitet, data og forretning mig. Man skal både turde få idéerne og være nysgerrig nok til at finde ud af, om de rent faktisk virker. Og måske vigtigst af alt: Man bliver aldrig helt færdig med at lære. Det passer ret godt til mit tempo.
Hvad er dit bedste hack?
Data er et stærkt udgangspunkt for gode beslutninger, men de fleste rapporter fortæller dig, hvad der skete, ikke hvorfor. Det er i springet derimellem, at arbejdet ligger. Jeg bruger derfor lige så meget tid på at forstå, hvad tallene ikke viser: hvilke kunder vi aldrig ser i dataene, hvilke antagelser vi har arvet fra sidste års setup, og hvad der egentlig skulle være sandt, for at den her indsats var den rigtige at prioritere.
Det kræver, at man tør udfordre det eksisterende – også når det eksisterende virker fornuftigt. Erfaringsmæssigt er de dyreste beslutninger sjældent dem, nogen tog forkert. Det er dem, ingen tog om.
Og så er det sjældent en solodisciplin. De bedste løsninger, jeg har været med til, er opstået, når forskellige fagligheder har fået lov at være uenige i et rum, hvor det ikke koster noget. Når en specialist siger “det kan teknisk godt lade sig gøre, men det er den forkerte kamp at tage”, eller når nogen udefra stiller det naive spørgsmål, resten af os var holdt op med at stille. Min opgave er som regel at sørge for, at det spørgsmål bliver stillet, og at der bliver handlet på svaret.