Mathias Strand Nielsen
Head of Paid Search
28 November, 2023
Skrevet af: Nina Maria Kvist Gislinge
Vil du også gerne vide hemmeligheden bag perfekte produkttitler til dine Google Shopping-annoncer? Så er du heldigvis landet det rette sted.
Produkttitler kan du nemlig ikke bare lade sejle sin egen sø. De skal arbejdes med og optimeres på, så du kan få mest muligt ud af dem. I dette blogindlæg får du 4 tips til, hvordan du kan optimere på dine produkttitler til dine Shopping-annoncer.
Google Shopping er et annonceformat, der hører under Google Ads. Webshops kan få vist deres produkter som en Shopping-annonce gennem Googles søgeresultater.
Det fungerer på den måde, at en hjemmeside generer et produktfeed. Dette bliver sendt til en Google Merchant-konto, og det er så gennem Merchant Center, at man kan opsætte Shopping-annoncer, som du tilgår via din Ads-konto.
Grundlæggende har du mulighed for at fremvise et produktbillede, en titel, en pris og din virksomheds navn i en Shopping-annonce. Alle disse oplysning kommer fra en række produktdata, du har sendt i dit produkt feed via din Merchant Center-konto.
Men hvad er så det vigtigste i sådan en annonce?
Foruden billedet er produkttitlen det vigtigste element i din annonce. Men er der overhovedet nogen, som læser titlerne? Ser de ikke bare på billederne og vælger ud fra det? Sådan er det desværre ikke helt.
Mange tænker måske ikke over, at produkttitlerne i Shopping-kampagner er vigtige. Men det er de faktisk. Produkttitler kan du nemlig kontrollere og optimere på, hvilket gør, at det måske er din annonce, der bliver klikket på frem for en andens. Der er to grunde til at produkttitler er et vigtigt optimeringsområde i dit feed:
Optimeringer af produkttitler kan forbedre din Shopping-annoncer i en sådan grad, at de øger antallet af visninger. Dermed øger de også dine annonceindtægter og forbedrer din ROAS (Return on Advertising Spend) – altså din afkastningsgrad på annoncerne.
Ved at arbejde med dine produkttitler kan du give specifikke detaljer, der møder eventuelle kunder på forskellige stadier i købsrejsen. Det giver et bedre match mellem søgeforespørgelsen og den viste annonce, hvilket så resulterer i en højere konverteringsrate.
Nu hvor du ved, hvad Google Shopping er, og hvorfor produkttitler er så vigtige, skal du selvfølgelig have vores 4 tips til, hvad du skal huske, når du skal skrive de perfekte produkttitler.
Der er ikke meget plads at gøre med i produkttitlerne til Google Shopping-annoncer. Derfor kan du heller ikke bare fremhæve og skrive alle de egenskaber, et produkt har.
Din titel bør derfor kun fremhæve de mest relevante egenskaber. På den måde kan brugerne nemt skimme titlen igennem og hurtigt afgøre, om produktet er deres klik værd.
Derfor skal du tænke over, hvad brugerne finder mest relevant ved et specifikt produkt. Det kunne fx være farve eller størrelse, hvis vi snakker tøj og sko. At noget kan gå i opvaskemaskine, hvis der er tale om køkkenudstyr. Eller noget helt tredje. Du kender bedst selv de varer, du sælger og derfor også deres egenskaber. Vælg en eller to ting, som du fremhæver og gem resten i skuffen til en anden god gang.
Det er altid en god idé at inkludere søgeord i sine produkttitler. Ved at gøre det, har du en bedre chance for, at dine annoncer bliver vist, når der søges på netop disse. Og det skal lige nævnes, at det altså er en løbende proces at optimere titler ift. søgeord. Så ved du det allerede nu.
Et godt sted at starte er at finde ud af, hvilke søgeord dine produkter i forvejen rangerer på. Derefter kan du køre en rapport med søgeord i Google Ads, for at finde de mest effektive. Algoritmen for Google Shopping-annoncer deler nemlig en række fællespunkter med SEO, og derfor kan det være afgørende for dine annoncers performance, at du placerer de vigtigste søgeord i din produkttitel.
Derudover bør du overveje søgeordenes placering i dine titler. Google lægger størst vægt på søgeord, som er placeret i starten af produkttitlen. Her kan du teste og tjekke, hvilke søgeord i hvilken rækkefølge der klarer sig bedst, og efterfølgende gå med det format, der giver dig den bedste performance.
Selvom det er vigtigt at fremhæve produktegenskaber og inkludere søgeord i sin produkttitel, så skal man også tænke sig om.
Det er nemlig sådan, at hele titlen formentlig ikke vises, når annoncen popper op i Googles søgeresultater. Det vil kun være, når du holder din mus hen over en specifik annonce, at hele titlen vil blive vist.
Som udgangspunkt læser Google op til 150 tegn af din produkttitel, for at kunne rangere den, men brugerne vil kun se 26 tegn, nogle gange endda mindre, før end titlen bliver kortet af.
Det sætter store krav til din produkttitel, og derfor er det ikke en god idé bare at tilføje et søgeord, som et af de første ord, hvis det ikke giver mening for produktet. Titlen skal jo også indeholde væsentlige informationer for brugeren, så de hurtigt kan danne sig et overblik over, om annoncen og produktet er det rette for dem.
Så rådet er: Sørg for at have den vigtigste information til at stå først.
Denne huskeregel er lidt i samme boldgade som det foregående. Det kommer ud på brugen af søgeord. For selvom, det er vigtigt at bruge søgeord i din produkttitel, som må søgeord ikke overtage hele titlen. Titlen skal nemlig stadig være sælgende.
Du skriver nemlig i lige så høj grad dine produkttitler til virkelige mennesker, og ikke kun søgemaskiner, som Google. Vi mennesker kan hurtigt spotte, om en titel blot er sammensat af en masse søgeord eller produktspecifikke fakta. Det giver titlen en mærkelig konstruktion, og det virker som om, det er en robot, der har lavet dem.
Tænk i stedet over, hvilke søgeord der passer på dit produkt samt hvilke egenskaber dit produkt har, som er værd at fremhæve. Det kan også være selve produktets navn. Særligt hvis der er tale om sneakers, kan det være en god idé, at inkludere skoens navn i titlen. Men det varierer fra branche til branche, produkt til produkt, så tænk over, hvordan du kan skabe en titel, der stadig sælger.
Er du blevet nysgerrig på Google Shopping? Måske er du interesseret i at høre mere om, hvad Google Shopping kan gøre for din virksomhed. Uanset hvilke spørgsmål du måtte have, er du altid meget velkommen til at kontakte os. Tøv ikke med at ringe på tlf. nr. 70 666 500 eller sende en mail til hello@conversio.dk, hvis du vil vide, hvad vi kan gøre for dig.