Conversio

Dropshipping i Danmark: Hvad skal jeg vide?

16 Februar, 2024

  • Digital strategi

Skrevet af: Emil Øgaard

Dropshipping har virkelig vundet indpas i Danmark de seneste par år. Muligheden for at spare sit lager væk er tiltalende for mindre webshops, da omkostningerne ved at starte en webshop op bliver reduceret.

Det kræver, dog en indgående forståelse af de gældende regler, momssatser og markedsdynamikker for at sikre, at ens dropshipping-webshop bliver bæredygtig og overholder dansk lovgivning, samt at den lever op til forbrugernes forventninger.

I dette blogindlæg gør vi dig klogere på, hvad dropshipping er, hvad fordelene og ulemperne er, og hvad man skal være opmærksom på ift. dropshipping i Danmark.

Lad os springe ud i det.

Hvad er Dropshipping?

Dropshipping er kort fortalt en forretningsmodel, hvor webshops sælger produkter direkte fra leverandørens lager.

Ved dropshipping er det nemlig leverandøren, som står for både lagerhåndtering og forsendelse direkte til slutkunden, hvilket effektiviserer logistikken. Dette kan reducere omkostningerne signifikant, da virksomheden slipper for investeringer i lager og lagerstyring.

Denne fremgangsmåde tilbyder webshopejere en fleksibilitet, der kan være vanskelig at opnå med et traditionelt lager. Man kan også tilbyde et bredere varesortiment, reagere hurtigt på trends, og reducere risikoen for usolgte varer.

Dog skal man være opmærksom på udfordringer knyttet til dropshipping, fx længere leveringstider, særligt, hvis din leverandør ikke befinder sig i Europa, du har mindre kontrol med dit produktlager og får en potentiel forøgelse i returfrekvensen. Derfor er det er essentielt at have tillidsfulde leverandørpartnerskaber.

Dropshipping knytter sig derfor til en forretningsstrategi, der kan være fordelagtigt for forskellige brancher eller som et led i at prøve nye markeder af.

Hvordan fungerer dropshipping?

Dropshipping fungerer ved at kunden bestiller en vare via din webshop. I stedet for, at du går ud på dit lager, plukker, pakker og sender varen, sørger din leverandør for det. Du agerer egentlig bare mellemmand mellem den transaktion.

Vær opmærksom på, at der kan være forskel i, hvor meget leverandøren står for ift. forsendelse, men det er noget, man skal aftale nærmere.

Processen, når man sætter sig for at have dropshipping som forretningsmodel, er følgende:

  1. Valg af produkter: Hvis du dropshipper, skal du først og fremmest vælge de produkter, du ønsker at sælge i din webshop. Det er vigtigt at finde produkter med efterspørgsel og som du kan få en fornuftig dækningsgrad på.
  2. Find en leverandør: Næste skridt er at finde en pålidelig leverandør, der tilbyder dropshipping-tjenester. Der er mange forskellige leverandører at vælge imellem, så det er vigtigt at gøre sin research og finde en, der passer til dine behov. Hvis du sælger uden for EU såsom USA eller Asien betyder leveringstiden mindre end i Danmark. Her er forventer man levering på ca. 1-3 hverdage.
  3. Integrer leverandørens produktkatalog: Når du har valgt en leverandør, skal du integrere deres produktkatalog i din webshop. Dette kan gøres ved hjælp af forskellige e-handelsplatforme eller plugins, der gør det nemt at importere og opdatere produkter.
  4. Markedsføring og salg: Når din webshop er oprettet og produkterne er tilgængelige, er det tid til at markedsføre og sælge dine produkter. Du kan bruge forskellige markedsføringsmetoder som SEO, sociale medier og betalt annoncering for at nå ud til din målgruppe.
  5. Bestillinger og betalinger: Når en kunde afgiver en ordre i din webshop, sender du ordren videre til leverandøren, der håndterer forsendelsen direkte til kunden. Kunden betaler dig, og du betaler leverandøren for, at de sørger for at plukke, pakke og sende produktet ud.
  6. Kundeservice: Selvom du ikke håndterer lager og forsendelse, er det vigtigt at have god kundeservice. Du skal være tilgængelig for at besvare spørgsmål, håndtere reklamationer og sikre, at kunderne er tilfredse med deres køb. Når du ikke har fuldt kontrol over leveringen og produkternes tilstand, kan du forvente et større pres på, at du er klar til at følge op på klager, så du sikrer, at dine kunder vender retur igen.

Vores CEO, Anders Tjørnelund, kører selv et par dropshipping webshops, der sælger hhv. kontorinventar og vægte ved siden af Conversio. Det har han haft stor succes med. Herunder deler han sine erfaringer med dropshipping:
Dropshipping er særligt godt til større, tunge produkter, man helst ikke vil fylde sin sparsomme lagerplads med. Men det er alt for dyrt i længden udelukkende at køre dropshipping på sin webshop. Derfor vælger de fleste af denne type webshop kun delvist at køre deres sortiment gennem dropshipping. Der findes også andre grunde til at flere vælger det fra, såsom indkøbsprisen er højere ved køb af ét enkelt produkt frem for 100, ligesom den udenlandske fragt også er dyrere.

Ifølge Anders Tjørnelund er der en essentiel del af dropshipping, man skal være meget opmærksom på:
Du mister kontrollen over afsendelsesprocessen. Jeg har engang oplevet, at en kunde fik tilsendt en pakke, hvori der var vedlagt et “uheldigt” billede, modtageren ikke var så glade for. Mit råd er derfor: Tag tyrene ved hornene, så meget du kan i dropshipping-processen. Sørg for at hav så meget kontrol, du kan. Dit navn står jo ikke på pakken, ligesom pakkerne kan se anderledes ud grundet forskellige dropshippingleverandører. Det vigtigste er, at kunden ikke opdager, at det er dropshipping, men at processen foregår så tæt som alm. leverance som muligt.

Vi ved nu det mest basale om dropshipping, og hvordan det fungerer i praksis. Lad os nu kigge på, hvilke typer webshops som dropshipping kan give mening for.

Hvilke typer produkter er velegnede til dropshipping?

Kompleksiteten af produkter er afgørende for, hvor lette de er at dropshippe. Her er nogle eksempler på hvilke produkter, hvor dropshipping ofte fungerer godt:

  1. Nicheprodukter: Dropshipping er ideelt til webshops, der fokuserer på nicheprodukter. Ved at specialisere sig i et specifikt produktområde kan du målrette din markedsføring og tiltrække en målrettet kundegruppe. Fx bambuslegetøj, solbriller, læderpunge osv..
  2. Trendprodukter: Dropshipping er også velegnet til webshops, der sælger trendprodukter. Da trends ofte er midlertidige, kan det være risikabelt at investere i store mængder lager. Med dropshipping kan du hurtigt tilpasse dig nye trends og tilbyde de nyeste produkter til dine kunder. Fx fidgetspinnere.
  3. Små og lette produkter: Dropshipping fungerer generelt bedst med produkter, der er små og lette. Dette skyldes, at forsendelsesomkostningerne er lavere, og det er lettere at håndtere logistikken med at sende produkter direkte fra leverandøren til kunden.
  4. Eksklusive produkter: Hvis du ønsker at tilbyde eksklusive produkter, kan dropshipping være en god løsning. Du kan samarbejde med leverandører, der specialiserer sig i unikke og eksklusive varer, og tilbyde dine kunder noget særligt.
  5. Sæsonbaserede produkter: Dropshipping er også velegnet til webshops, der sælger sæsonbaserede produkter. Du kan tilpasse dit produktudvalg i forhold til årstiderne og undgå at sidde inde med varer efter sæsonen.

Det er vigtigt at vælge produkter, der passer til din målgruppe og markedet. Gør din research, identificér efterspørgslen og find pålidelige leverandører, der kan levere produkter af høj kvalitet og til tiden. Ved at vælge de rigtige typer webshops og produkter kan du maksimere succesen med dropshipping i din e-handelsvirksomhed.

Fordele og udfordringer ved dropshipping

Dropshipping tilbyder en række markante fordele, som kan være særligt attraktive for nyetablerede e-handelsvirksomheder. På den anden side støder man på nogle udfordringer, som kræver nøje overvejelse og strategisk planlægning. Derfor er det vitalt for e-handelsvirksomheder at etablere et gennemtænkt samarbejde med pålidelige leverandører og at opretholde en robust leverandørkædeledelse for at sikre en bæredygtig forretningsmodel.

Fordele ved dropshipping

Dropshipping-modellen har en række fordele, der gør den attraktiv for e-handelsvirksomheder, bl.a.:

  • Mindre kapitalbinding: Dropshipping minimerer behovet for store investeringer i lagerbeholdning, hvilket gør det lettere og mere overkommeligt for nye webshops at komme ind på markedet.
  • Mulighed for bredt produktudvalg: Dropshipping giver e-handelsvirksomheder mulighed for at tilbyde et bredt udvalg af produkter uden at skulle bekymre sig om lagerplads eller overlagring af varer.
  • Skalerbarhed og fleksibilitet: Dropshipping gør det nemt at tilpasse sig ændringer i markedet og kundeefterspørgsel. Virksomheder kan hurtigt tilføje eller fjerne produkter fra deres sortiment uden at skulle bekymre sig om lagerbinding.
  • Hurtig respons på markedstrends: Ved at samarbejde med pålidelige leverandører kan e-handelsvirksomheder reagere hurtigt på nye trends og ændringer i markedet. Dette giver dem mulighed for at tilbyde de nyeste produkter og imødekomme kundernes skiftende behov.
  • Reduceret risiko for tab: Dropshipping eliminerer behovet for at købe store mængder af varer på forhånd, hvilket reducerer risikoen for at sidde tilbage med usolgte varer og tab.

I sidste ende åbner dropshipping en verden af muligheder for iværksættere, der drømmer stort med begrænsede ressourcer. Med de rigtige strategier og et skarpt øje for markedsændringer, kan dropshipping transformere den måde, vi tænker om traditionel detailhandel på, og skabe nye muligheder for vækst og innovation.

Udfordringer ved dropshipping

Dropshipping kan virke tillokkende, men det indebærer også en række udfordringer, som kræver opmærksom planlægning og omhyggelig håndtering.

  • Lagerstyringsudfordringer: Ingen direkte kontrol kan føre til uoverensstemmelser mellem faktisk lager og det, kunden ser online. Du kan risikere, at varen slet ikke er på lager.
  • Afhængighed af leverandører: Leverandørernes pålidelighed og effektivitet er afgørende for kundetilfredsheden. Vær opmærksom på en grundig due dillingence, når du skal udvælge pålidelige leverandører – uanset om de er fra Danmark eller uden for Europa.
  • Længere leveringstider: Kan resultere i skuffede kunder, især hvis konkurrenternes leveringstider er kortere. I europæiske lande er man særligt følsom for dette.
  • Kvalitetssikring: Svært at sikre ensartet produktkvalitet, når man ikke håndterer varerne personligt.
  • Kundeservicekompleksitet: Udfordringer med returhåndtering og reklamationer kan blive komplekse uden direkte lageradgang.
  • Samspil med din webshop-platform: I Magento kan man tilkøbe moduler, der kan automatisere meget af processen ved dropshipping, mens Shopify netop har bygget dedikerede integrationer til dropshipping. Men disse integrationer kan lyde smarte, kan det også blive en slags bondefangeri, da man binder sig til dem.

Disse faktorer kan sætte e-handelsvirksomhedens omdømme på spil, da kunden ofte associerer leveringsoplevelsen med webshoppens brand.

Derudover kan økonomi blive en udfordring, da dropshipping ofte involverer lavere avancer end traditionel e-handel grundet lavere avance pr. ordre.

Sådan kommer du i gang med dropshipping i Danmark

For at starte en dropshipping-forretning i Danmark op, er det essentielt at forholde sig til den lovgivning og de regulativer, der gør sig gældende. Det kræver blandt andet en klar forståelse af forbrugerrettigheder, momsregistrering samt EUs regler omkring e-handel. En grundig research og eventuelt rådgivning fra en advokat eller revisor, der specialiserer sig i e-handel, kan være afgørende for en succesfuld opstart.

Næste skridt indebærer valg af troværdige leverandører og et sortiment, der er velegnet til dropshipping. Det er vigtigt at undersøge leverandørernes leveringsbetingelser, herunder leveringstider og -omkostninger samt deres ry for at opretholde en høj kvalitetsstandard. Det er ligeledes centralt at indgå klare aftaler om lagerstyring, returnering af varer og håndteringen af eventuelle kundeklager, for at sikre en transparent og effektiv drift af din e-handelsvirksomhed.

Udvælg Niche

Valget af niche er fundamentalt for at opnå succes med dropshipping. Det er med til at afgøre, hvem din målgruppe bliver og kommer til at diktere de produkter, du vil sælge.

Når du skal udvælge niche, skal du først overveje følgende:

  • Markedsundersøgelse: Grundig research af potentielle nicher og deres efterspørgsel
  • Konkurrentanalyse: Vurdering af konkurrenternes tilstedeværelse og markedsandel
  • Efterspørgsel vs. forsyning: Identificér nicher med høj efterspørgsel og lav forsyning
  • Interesse og ekspertise: Vælg et område hvor du har interesse eller ekspertise
  • Trends og fremtidige udsigter: Hold øje med aktuelle trends og fremtidsudsigter

Specialisering inden for en niche kan gøre det lettere at differentiere sig fra konkurrenterne.

Den rette niche vil desuden hjælpe med at skabe en stærk brandidentitet og loyal kundebase.

Få en pålidelig leverandør

Værdien af en stabil leverandør er ubestridelig.

Når det kommer til dropshipping, er dit brand og din webshops omdømme i leverandørens hænder. Varen direkte fra leverandør til kunde, uden din fysiske kvalitets kontrol, øger behovet for at du finder pålidelighed og troværdighed hos dine samarbejdspartnere. Dette kræver en grundig validation af leverandørens kapaciteter og rygte.

Det rette valg kan sikre stabil drift og tilfredse kunder.

En ineffektiv leverandør kan koste dyrt – både i mistet salg og skadet omdømme. Så udvælg med omhu, idet langsigtede partnerskaber med leverandører, der deler dine værdier og engagement for kundeservice, er fundamentale. Disse relationer skal være båret af gensidig tillid og transparent kommunikation.

Leverandøren skal have kompetencer til håndtering af e-handel. De skal kunne skalere med din virksomhed, og levere i overensstemmelse med de juridiske krav, herunder EU’s forbrugerbeskyttelse regulativer. Dette kræver at du, som webshop ejer, også er opdateret på nyeste lovgivning og håndhæver at leverandørerne lever op til disse standarder.

Regler og lovgivning for dropshipping i Danmark

Ligesom ved en “almindelig” webshop, er det vigtigt at være opmærksom på de regler og lovgivning, der gælder for dropshipping i Danmark. Her er en oversigt over de vigtigste regler, du skal være opmærksom på:

  1. Forbrugerbeskyttelse: Som dropshipper er du ansvarlig for at overholde forbrugerbeskyttelsesloven. Det betyder, at du skal sikre dig, at produkterne lever op til de krav, der er fastsat i loven, og at du giver korrekt information til dine kunder om produktet, leveringstid og returret.
  2. Markedsføring: Når du markedsfører dine produkter, skal du overholde markedsføringsloven – det siger sig selv. Du må ikke vildlede dine kunder med falske oplysninger eller urimelige handelspraksis. Her er det også vigtigt at være opmærksom på reglerne for reklame og markedsføring på sociale medier. Reglerne er ikke anderledes for dropshipping – samme vilkår gælder for alle typer virksomheder.
  3. Persondata og privatliv: Når du indsamler og behandler persondata fra dine kunder, skal du overholde persondataforordningen (GDPR). Det betyder, at du skal sikre dig, at du har samtykke fra dine kunder til at indsamle og behandle deres data, og at du beskytter deres personlige oplysninger på en sikker måde. Dette er særligt vigtigt, når du skal videresende kundens oplysninger til leverandøren.
  4. Moms og afgifter: Du skal være opmærksom på momsreglerne, når du driver dropshipping-virksomhed. Hvis du sælger produkter til danske kunder, skal du opkræve moms i overensstemmelse med de gældende satser. Hvis du sælger til kunder uden for EU, kan der være forskellige regler for moms og afgifter såsom told. Det er vigtigt at gøre sig bekendt med disse regler og lovgivning for at undgå eventuelle juridiske problemer og sikre en lovlig og pålidelig dropshipping-forretning i Danmark. Det kan være en god idé at konsultere en advokat, revisor eller en ekspert med kendskab til e-handel og dropshipping for at få yderligere vejledning og rådgivning.

Vær opmærksom på, at der er stor forskel på om du sælger til danske eller udenlandske kunder.

Afsluttende tanker

Dropshipping er en populær forretningsmodel inden for e-handel, der giver mulighed for at drive en webshop uden at skulle bekymre sig om lagerbeholdning og forsendelse. I Danmark er der visse regler og retningslinjer, der skal følges, når man driver dropshipping-virksomhed, særligt GDPR- og momsreglerne.

Når det kommer til at vælge mellem dropshipping og at have sit eget lager, er der fordele og ulemper ved begge muligheder. Dropshipping kan være en god løsning for dem, der ønsker at starte en webshop med begrænsede ressourcer og kapital. Det giver også mulighed for at teste forskellige produkter og markeder af, uden du skal ud og investere i lagerbeholdning. Dog kan det være svært at opretholde kontrol over kvaliteten af produkterne og leveringstiden, da man er afhængig af leverandøren.

Når det kommer til at vælge produkter til dropshipping, er det vigtigt at finde produkter, der er efterspurgte og har en rimelig fortjenstmargen, altså hvad der er tilbage efter alle omkostninger. Det kan være en fordel at vælge nicheprodukter, der ikke er alt for konkurrenceprægede for at komme ind på markedet.

Alt i alt er dropshipping en interessant forretningsmodel, der med fordel kan bruges af webshops, der sælger nicheprodukter. Det er dog vigtigt at gøre sin research, følge reglerne og vælge de rigtige produkter og leverandører for at opnå succes.