Kasper Tang Højriis
Product Developer
17 Juni, 2021
Skrevet af: Kasper Tang Højriis
Er du den lykkelige ejer af et .dk-domæne, har du muligvis stiftet bekendtskab med Punktum dk (tidl. DK Hostmaster) på et eller andet tidspunkt. Punktum dk (DK Hostmaster) spiller nemlig en stor rolle i vedligeholdelsen af ”den danske del af internettet”, som de selv kalder det. Dette indebærer flere meget vigtige opgaver, der er nødvendige for at opretholde et sundt og fungerende miljø.
Men hvem er de helt præcis? Hvad gør de? Og hvad betaler du egentlig for, når du har et .dk-domæne? Få svarene lige her.
Siden 1999 har foreningen DIFO (Dansk Internet Forum) haft administrationen af det danske TLD (Top Level Domain). Et TLD er fx .com, .de eller .dk. TLD’er er opdelt i flere kategorier, men de mest kendte og brugte er generiske og landekode-TLD’er.
Landekode-TLD’er (ccTLD) henviser til specifikke lande, såsom .dk for Danmark og .no for Norge. Generiske TLD’er (gTLD) er derimod kendetegnet ved, at de er internationale, fx .com (commercial) .org (organization) og .net (network).
Som et datterselskab af DIFO varetager Punktum dk (DK Hostmaster) den daglige drift samt den tekniske og praktiske administration af det danske ccTLD .dk. Det betyder, at det er dem du betaler dine regninger til, når du betaler for dit .dk-domæne.
Hvis du er ny ejer af et .dk-domæne kan det være svært at finde rundt i de mange fagord, som du støder på, når du har med Punktum dk (DK Hostmaster) at gøre. Her er en kort beskrivelse af nogle af de mest brugte betegnelser.
Registrant: Ejeren af et domæne. En registrant har gennem en registrator købt retten til at bruge et domænenavn i en vis mængde tid.
Registrator: En virksomhed eller juridisk person, som er godkendt til at registrere domæner for andre, fx One.com og Simply.com.
Fuldmægtig: En rolle som registranten kan tildele en anden på sit domæne, typisk en webadministrator. Alle rettigheder, på nær rettighederne til at ændre navneserverne samt overdrage domænet, er tildelt med rollen som fuldmægtig. En fuldmægtig har sit eget login for det gældende domæne.
Betaler: En rolle som registranten tildeler. Den eneste handling tilgængelig for en betaler er at betale for domænet og de servicer, som er tilkoblet. En betaler har også sit eget login for det gældende domæne.
Siden Punktum dk (DK Hostmaster) administrerer .dk, betyder det også, at du som ejer eller registrant af et .dk-domæne automatisk er kunde hos Punktum dk (DK Hostmaster). Mange får en regning fra Punktum dk (DK Hostmaster) uden nødvendigvis at være sikker på, hvad det indebærer. Oftest vil regningen indeholde det årlige periodegebyr på selve domænet.
Dog har Punktum dk (DK Hostmaster) også mange andre servicer. Er du i tvivl om priser og servicer hos Punktum dk (DK Hostmaster), finder du her en prisliste. Derudover er det også muligt at købe registreringsperioder for domæner i op til 10 år i stedet for 5 år.
Skulle du glemme at betale periodegebyret for dit .dk-domæne, vil Punktum dk (DK Hostmaster) efter 30 dage varsle dig om at betale inden for 2 uger. Efter de 14 dage er gået, vil dit domæne blive suspenderet og kan derfor ikke tilgås. Derefter har du 3 måneder til at betale fakturaen samt et gebyr for genoprettelse på 125 kr. Har du ikke betalt efter de 3 måneder, vil du miste domænet og dermed alle rettigheder til at bruge det.
Registreringen af nye domæner og administrationen af eksisterende domæner er langt fra alt, Punktum dk (DK Hostmaster) gør. Som administrator af .dk-domæner indebærer det, at Punktum dk (DK Hostmaster) også står for .dk-TLD-DNS-serveren. Denne server er en højt rangeret DNS-server, som står for at dirigere internettrafik med .dk-TLD’et videre til de rette .dk-hjemmesider. Dette led er altafgørende for, at .dk-hjemmesider kan findes og tilgås.
Med hvert TLD medfølger en Whois-database, som er frit tilgængelig for alle at slå op i. Whois-databaser indeholder informationer omkring de registrerede domænenavne og muligvis deres registranter. Tilgængelige informationerne kan variere alt efter hvilken Whois-database, man slår op i.
Punktum dk (DK Hostmaster) er ansvarlig for Whois-databasen for .dk. Fordi Punktum dk (DK Hostmaster) har denne administration, kan de selv lave reglerne for hvilke informationer, som kan tilgås gennem databasen. Den danske Whois-database er faktisk en af de mere gennemsigtige databaser, da det er muligt at få oplyst registranten, enten i form af et navn eller virksomhedsnavn og nogle gange endda med tilhørende telefonnummer.
Derudover er det muligt at kontakte registranten gennem Punktum dk (DK Hostmaster). Dog er det op til registranten, hvorvidt han/hun kontakter dig tilbage. Omkring domænet kan du se basale informationer, som fx datoen for oprettelsen og navnene på navneserverne. I øjeblikket er der registreret 1.3 mio .dk-domæner, som er fordelt over 700.000 kunder.
Prøv selv på Punktum dks (DK Hostmaster) Whois-database.
Whois-databasen for .dk er vigtig, fordi den både forbinder domæner til deres registranter, men også fordi reglerne gør, at du ikke kan eje et .dk-domæne uden at opgive visse oplysninger og leve op til visse krav. Dette øger i sidste ende sikkerheden på internettet, og bevarer det gode omdømme for .dk.