Troels Gade Andersen
Digital Marketing Specialist
28 November, 2023
Skrevet af: Nina Maria Kvist Gislinge
Nu er vi næsten ved vejs ende. Dette er nemlig det sidste blogindlæg i vores Affiliate 101-serie. Har du læst alle vores blogindlæg i serien, har du fået en god og grundig introduktion til Affiliate marketing, og hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil arbejde med det.
Sidder du lige nu og har ikke læst de andre 4 blogindlæg, så anbefaler vi, at du læser dem først. Ved hvert blogindlæg bygger vi nemlig videre på den viden, du har fået, fra det forrige indlæg.
Det første blogindlæg omhandler affiliate marketing og grundbegreberne inden for det. Andet blogindlæg handler om forskellige former for affiliate marketing. I tredje blogindlæg lærer du beslutningstagen ang. affiliate marketing, inden du går i gang. Og til sidst handler det fjerde blogindlæg om, hvordan du bedst rådgiver dine publishers, så de forstår din forretning.
I dette sidste blogindlæg i serien, vil vi beskrive de forventninger, du kan have til partnerskabet mellem dig som annoncør og dine publishers. Vi kommer til at trække tråde fra 4. indlæg, men dette skal ses som en fortsættelse og uddybning af emnet.
Når først du har oprettet dit program i et affiliate-netværk, bliver du nødt til at vente på, at publishers ansøger om at blive en del af det. Når de har ansøgt, kan de så gå i gang med at lave affiliate marketing for dine produkter og virksomhed.
Du kan forvente mange ansøgere til dit program. Hvad, du ikke kan forvente, er, at publishers går i gang med markedsføringen med det samme. Du kan nemlig ikke styre dine ansøgere og publishers.
Det kan derfor være en god idé at række ud til dem. Send dem en mail, hvor du er nysgerrig på, hvorfor de ikke er gået i gang endnu. Undgå at skælde dem ud over, at de ikke er gået i gang, men spørg dem i stedet: “Hvad skal du bruge for at kunne starte med affiliate marketing for mit produkt?”.
På den måde udviser du interesse, og at du gerne vil hjælpe dem. Du bliver altså en aktiv del af din affiliate marketing. Ovenstående scenarie sker ofte, men dermed ikke sagt, at det sker hele tiden. Det kan ske, og det skal du være forberedt på.
Når du så har fået gang i dine publishers, så handler det om tålmodighed, når det kommer til at se resultater. Forventningen om at se resultater fra dag 1, kan du godt pakke væk. Oftest går der en lille måned, inden de første resultater så småt begynder at vise sig.
Det er vigtigt, at du spiller dine publishers stærke. Som udgangspunkt ved de nemlig noget om affiliate marketing, men ikke nødvendigvis noget om din virksomhed og dine produkter.
Det er vigtigt, at du rådgiver dine publishers om kommende sæsoner, nye produkter eller produkter, der udgår fra dit sortiment. Jo mere materiale, du kan fodre dem med, jo bedre. Hjælp dem til at opnå en større forståelse for din forretning og et større produktkendskab.
Hvis du gerne vil vide mere om, hvilket materiale som er godt at sende til dine publishers, skal du læses vores seneste blogindlæg. Her får du nemlig 5 konkrete områder, som du kan rådgive dem om.
Når du er kommet lidt i gang med affiliate marketing, og du kan begynde at se nogle resultater fra dine publishers, kan du overveje, om du vil belønne de publishers, som har en god performance.
Det er vigtigt at nævne, at du på ingen måde behøver at belønne dine publishers for god performance. Men det er en måde, hvorpå du kan pleje forholdet og please dine samarbejdspartnere. På den måde giver det dem et incitament for at gøre det ekstra godt for dig.
Hvis du vælger at give dine publishers en belønning, kræver det selvfølgelig, at du er en del af et affiliate-netværk, hvor det er muligt at belønne publishers individuelt. Du er jo ikke interesseret i at belønne de publishers, som klarer sig dårligt. Det skal selvfølgelig kun være dem, som klarer sig godt. Så er det ikke muligt at gøre det i dit affiliate-netværk, er det ikke sikkert, du skal vælge denne metode til at pleje forholdet til dine publishers.
Nogle gange sker det, at en kunde anullerer en ordrer, de har lagt gennem et affiliate-link.
Normalt ville ordren bare blive annulleret, og du ville selvfølgelig ikke have solgt for de penge. Der sker ikke mere end det. Sker ordren gennem et affiliate-link, betaler du provision til din publisher, når salget går igennem. Men hvad så, hvis denne ordre annulleres – hvad så?
Publisheren vil rent faktisk stadig få sin provision for salget, selvom du reelt set ikke har solgt noget. Fx kan Partner-ads, som er et affiliate-netværk, ikke finde ud af at fjerne provisionen i deres system. Det skal du selv ind og fjerne manuelt.
Derfor er det vigtigt at være forberedt og opmærksom på, at der kan forekomme annulleringer, og hvordan du så håndterer det, hvis det er blevet solgt gennem et affiliate-link.
Hvis du har en høj annulleringsprocent, særligt gennem affiliate marketing, kan det være en idé at give de publishers, som det går ud over, en form for kompensationsbetaling. Simpelthen bare for, at de ikke smutter.
Gennem vores 5 blogindlæg skulle du nu gerne være blevet klædt godt på til at kaste dig ud i affiliate marketing. Skulle du alligevel sidde tilbage med spørgsmål omkring emnet, er det altid velkommen til at kontakte os. Uanset hvad dine ønsker og behov er, tager vi gerne en snak med dig om det, så vi sammen kan finde den bedste løsning for dig. Du kan ringe til os på tlf. 70 666 500 eller skrive en mail til hello@conversio.dk.