Nå dine forretningsmål med LinkedIn-annoncering

Head of Paid Search
Udgivet
Kategori
Sociale medier
Længde
6 min.

Indholdsfortegnelse

LinkedIn har længe været især B2B-virksomheders foretrukne sociale platform pga. muligheden for at undersøge brugeres interesser samt professionel data i rekrutteringsøjemed.

Men vidste du godt, at 93 % af B2B-virksomheder ser LinkedIn som den mest effektive platform til leadgenerering?

Platformen har i lang tid haltet efter de andre sociale kanaler som Facebook, Instagram og Twitter ift. annoncering og innovation, men i 2019 er LinkedIn kommet efter det ved at introducere en række nye features og funktioner.

De nye funktioner har gjort det mere attraktivt for virksomheder at annoncere og have en relation med deres målgruppe, og så er det blevet nemmere for dig at skaffe brandvarme leads.

Læs med her og bliv klogere på, hvordan du kan bruge LinkedIn som en del af din strategi, hvad enten du er en B2C- eller B2B-virksomhed, så du kan nå dine forretningsmål.

Hvorfor skal du bruge LinkedIn-annoncering?

LinkedIn er verdens største faglige netværk med mere end 645 millioner brugere på verdensplan pr. dags dato i over 200 forskellige lande og kan meget mere end at fungere som en reklamesøjle for din virksomheds jobopslag.

LinkedIn er et professionelt medie, som giver dig som annoncør mulighed for at nå ud til et engageret publikum – hvad enten det er med målsætningen at f.eks. skabe flere leads, drive trafik til dit website eller øge kendskabet til dit brand.

Derfor er det oplagt for din virksomhed – særligt hvis du er indenfor B2B – at bruge LinkedIn som et stærkt led i et markedsføringsperspektiv, da annoncering kan skabe værdi for din virksomhed og bidrage til dine forretningsmål.

Hvis du ikke allerede er kommet i gang med at annoncere på LinkedIn, kan du læse vores blogindlæg om annoncering på Linkedin og blive klogere på de forskellige annoncetyper, og hvordan du bedst navigerer i LinkedIn-junglen.

I en rapport fra Content Marketing Institute bliver det belyst, at LinkedIn er det bedste sociale medie, når det kommer til leadgenerering.

Dette faktum læner HubSpot sig op ad, og ifølge dem er konverteringsraten til leads på 2,74 % hos LinkedIn. Dette er 3 gange så meget som hos de øvrige sociale medier, Facebook (0,77 %) og Twitter (0,69 %), som det kan ses på ovenstående graf.

Det vil altså sige, at når brugere besøger dit website fra LinkedIn, er der betydeligt større sandsynlighed for, at de konverterer, end der er hos Facebook og Twitter.

Desuden kommer 64 % af alle besøgende fra sociale medier til virksomhedssider fra LinkedIn, hvilket er illustreret på det ovenstående billede.

Infografen viser tydeligt, hvor mange fordele der er ved at satse på LinkedIn – f.eks. at 80 % af LinkedIn-medlemmer gerne vil have en relation med virksomheder på LinkedIn for at blive mere sikker i deres beslutninger.

Ved at annoncere på LinkedIn kan din virksomhed altså både skabe flere leads og øget trafik til dit website, hvilket kan bringe dig tættere på dine forretningsmål.

LinkedIns 3 nye funktioner

Der er sket meget på LinkedIn-fronten i 2019, og d. 20. marts 2019 fulgte tre nye opdateringer og funktioner, som giver dig muligheden for at forbedre din LinkedIn-annoncering og målrette den til dine idealmodtagere.

Dermed kan du nå ud til de brugere, der har interesse i at konvertere på dine sider – netop ved at skabe skræddersyede kampagner baseret på interesser.

Ifølge LinkedIn har de tre funktioner til formål at gøre din markedsføring mere snæver og samtidig forbedre din ROI, da din målretning kan blive mere specifik.

Interest Targeting

LinkedIn har introduceret en ny målretningsmetode, der kaldes Interest Targeting.

Denne målretningsmetode betyder, at du kan nå din målgruppe via relevante annoncer, der matcher deres professionelle interesser. Målretningen er baseret på den måde, vi interagerer på LinkedIn.

Ved at tilføje interesser i din målretning kan du gøre din annoncering mere specifik og dermed ramme Linkedin-brugere, som viser, at de er interesserede i lige præcis dit fokusområde.

Lookalike Audiences

LinkedIn har tilføjet features, vi kender fra Facebook, og en af dem er lookalike audience.

Ved lookalike audience har du som annoncør mulighed for at målrette dine annoncer mod LinkedIn-brugere, som minder om dine eksisterende kunder, altså din idealkunde.

Hvis disse brugere ligner dine kunder, vil de være mere tilbøjelige til at konvertere på dine landingssider, hvilket kan skabe vækst for din virksomhed. Lookalikes er en god måde at tilpasse kampagner og finde nye målgrupper på.

Audience Templates

Audience Templates betyder overført til dansk ”skabeloner af forskellige målgrupper”.

Denne funktion gør det muligt at søge efter segmenter for dig som annoncør, der er relevante for din virksomhed. Her kan du indtaste den type af personer, du forsøger at nå, og LinkedIn kvitterer med et match, som er baseret på systemets detaljer.

Skabeloner er et godt værktøj for dig, som ikke er vant til at annoncere på LinkedIn, da du kan oprette en målgruppe ud fra nogle kriterier, hvis du ikke har nok data til at kunne oprette specifikke målgrupper.

Det er også et godt værktøj, hvis du omvendt har erfaring med annoncering og blot er på udkig efter nye segmenter.

5 råd til at opnå dine forretningsmål med LinkedIn-annoncering

Nu er du blevet klogere på fordelene ved at annoncere på LinkedIn, og hvad der er kommet af nye funktioner i 2019, som kan være et stærkt led i din strategi.

Men hvad kan du reelt selv gøre for at nå dine forretningsmål udover at undersøge de nye funktioner – og hvor skal du starte?

Vi vil gerne hjælpe dig på vej, og derfor har vi udarbejdet 5 gode råd til dig, så du forhåbentlig kan komme et skridt nærmere at nå dine forretningsmål i dag!

1. Inkorporér LinkedIn i din SoMe-kalender

Hvis du vil have succes med din annoncering på LinkedIn, er det en fordel at få LinkedIn ind som et vigtigt led i din virksomheds SoMe-kalender.

Planlæg hvad dine annoncer skal indeholde samt dato og tidspunkt for udgivelse af annoncerne – og læg samtidig det budget, du ønsker at bruge.

Ved at have en konkret plan at navigere ud fra sikrer du dig en rød tråd i valg af emne og kommunikation – og dermed kan målgruppen bedre associere sig med din virksomhed.

2. Sponsorér dit indhold og nå nye målgrupper

Du kan nå nye målgrupper på LinkedIn ved at sponsorere dit modtagerorienterede indhold. LinkedIns algoritme favoriserer faglige interesser og personlige relationer.

Vi er i høj grad mere interesseret i at købe fra en virksomhed, vi har mødt før på platformen – og derfor kan sponsoreret indhold være et vigtigt led til at ramme nye målgrupper.

3. Aktivér og øg trafik til dit website

Som vi tidligere har belyst, så er LinkedIn ansvarlig for 64 % af alle de besøg, der kommer fra sociale medier til virksomhedssider. Denne procentdel er højst sandsynligt en relevant målgruppe for din virksomhed.

Med dine annoncer kan du invitere din målgruppe fra LinkedIn ind på dit website, og her kan målgruppen skrive sig op til dit nyhedsbrev eller downloade dit white paper – og dermed bliver din trafik øget.

4. Optimér dit indhold ved at skabe data

Brug din viden fra den data, du får om din målgruppes adfærd på LinkedIn, når du annoncerer. Her er en masse væsentlig viden at hente, som du kan bruge til at målrette dit organiske og sponsorerede indhold i fremtiden.

Denne viden kan f.eks. være, hvad og hvem målgruppen interagerer med på LinkedIn. Dette kan gøre, at din målgruppe bliver mere loyale ambassadører for din virksomhed.

5. Supplér din annoncering med medarbejdere

Dit annoncerede indhold kan dog ikke stå alene på LinkedIn. Derfor bør du supplere indholdet med medarbejdere fra din virksomhed, som din målgruppe kan identificere sig med. Det er en fordel, da eksperter ofte fremstår mere troværdige end brands.

Samtidig kan dine medarbejdere holde interaktionen kørende mellem din målgruppe og din virksomheds organiske og sponsorerede indhold.

Har du brug for hjælp til annoncering på LinkedIn? Så er du velkommen til at kontakte os her hos Conversio. Vi har et stærkt team af specialister, der med glæde vil hjælpe dig. Ring til os på 70 666 500 eller skriv en mail på [email protected].

FAQ for dette blogindlæg

Hvorfor skal jeg læse dette blogindlæg?

Fordi du vil vide mere om, hvordan LinkedIn-annoncering kan bidrage til din forretning.

Hvem er dette blogindlæg relevant for?

Virksomheder, der gerne vil have flere leads.

Hvor langt er dette blogindlæg?

1290 ord - ca. 8. minutters læsning.

Hvad er de mest centrale emner i dette blogindlæg?

LinkedIn-annoncering, leadgenerering.

Har du spørgsmål til digital marketing?

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.

Johannes Helleland
Johannes Helleland

Client Director, Partner