Andreas Faaborg
Head of Social
1 Juli, 2024
Skrevet af: Gitte Krarup Jørgensen & Kirsten Nørgaard Nielsen
Iøjnefaldende, bemærkelsesværdige og forbløffende kreativer er essentielle, og en vigtig prioritering, når du skal annoncere, reklamere eller promovere dine produkter eller din virksomhed.
Billeder og videoer er med til at skabe blikfang til dine annoncer, og med de rette kreativer kan du øge både synlighed, trafik og afslutningsvist antallet af konverteringer.
Vi ved, at det både kan være svært og tidskrævende at være 100-meter-mester inden for kreativer, men der er hjælp at hente!
I dette blogindlæg tager vi dig i hånden og giver dig vigtig viden, do’s and dont’s og tips til værktøjer, du kan udarbejde dine kreativer i. Så sæt dig godt til rette med din yndlingsdrik i koppen, fordyb dig i indlægget, og bliv klædt godt på til at udarbejde eller videreudvikle din kreativer!
I hvert fald når det gælder formater, størrelser (pixels) og længder på dine billeder og videoer på de forskellige kanaler og sociale medier.
I dit online liv er du med garanti stødt på billeder eller videoer, som ser enten halvt eller helt tossede ud, når du laver den daglige tommelfingergymnastik på din telefon, computer eller tablet. Eksempler på lettere kluntede kreativer kunne være hovedløse mennesker, meget slørede billeder, at kun den øverste halvdel af underteksterne er synlige, eller at det hvide/sorte space over og under et billede eller video fylder mere end selve medieindholdet.
Hvis dit kreativ ikke er tilpasset det specifikke medie, hvad end det er en video, et billede eller andet materiale, risikerer du, at medierne cutter dine kreativer på uhensigtsmæssige måder — og det kan have stor indflydelse på kundernes indtryk af dit produkt og din virksomhed. Det er derfor uhyre vigtigt, at du har styr på formaterne m.m. til de forskellige platforme.
Heldigvis har vi gjort det nemt for dig og skabt et overblik over best practices inden for formater, pixels og længder af medieindhold, så du uden problemer kan give dig i kast med kreativer på diverse sociale platforme.
Se og download oversigten over best practices her!
Når du skal anvende billeder og/eller videoer på diverse medier, er det vigtigt, at du tager højde for de førnævnte praktiske formaliteter (formater, pixels og længder).
Det er også vigtigt, at du tilpasser elementerne på dine billeder/videoer til de forskellige platforme, ift. hvor du bør og ikke bør placere dem. Nogle medier har nemlig ‘safe spaces’ — områder, du bør undgå at placere vigtige elementer i.
Reel og Stories på Facebook og Instagram samt TikTok-indhold er eksempler på medieindhold med safe spaces. Når du lægger billeder/videoer op her, anbefaler vi, at du ikke placerer vigtige informationer rundt i kanten på billederne/videoerne, da alle interaktionsmulighederne for dine seere er placeret her.
Når du anvender billeder og videoer med tekst på de forskellige platforme, anbefaler vi, at teksten er rammende, men minimal. Dit budskab skal være klart og tydeligt for brugeren, men uddybende beskrivelser og informationer, også kendt som støj, hører ikke til på selve medieindholdet. Yderligere informationer bør i stedet placeres i teksten, der står over/under billedet/videoen.
Vi anbefaler også, at du vælger en god, ren og moderne font — gerne i en kontrastfarve og en størrelse, der er nem at se. Når du bruger en klar og tydelig font, gør du teksten letlæselig for brugeren og højner dermed chancen for, at det budskab, du forsøger at kommunikere, bliver set og forstået.
Mange brugere er ofte online på offentlige steder. Det betyder, at modtagerne sandsynligvis ser dit videomateriale uden lyd. Det er derfor vigtigt, at du designer dit materiale til visninger uden lyd, så dit budskab stadig fremstår tydeligt. En måde, du kan tydeliggøre budskabet, er ved at indsætte grafiske tekstelementer, som guider brugeren i dit materiale.
Uploader du videoer, hvor der er meget tale eller voice over, som er vigtig for videoen og forståelsen af den, bør du gøre dig tanker om, hvorvidt videoen bør indeholde undertekster.
Vi anbefaler, at du tekster dine talevideoer, hvis de offentliggøres på Facebook og Instagram. Her har 85 % af brugerne ikke lyd på, når de ser videoer, Reels og Stories. Modsat er behovet for undertekster på medier som TikTok og YouTube mindre, da videomateriale på disse platforme oftest ses med lyd.
Instagram har faktisk udviklet en feature til Reels, hvor du kan få genereret undertekster automatisk. Det gøres på samme måde, som når du opretter meningsmålinger eller tilføjer GIFs, hvor du under redigeringen af videoen trykker på ‘Klistermærker’ og derefter vælger ‘Caption’. Funktionen blev først udrullet i USA i foråret 2023, så det er langt fra alle brugere, der har adgang til automatisk genererede undertekster endnu.
Et andet værktøj til at generere undertekster til dine lydoptagelser er programmet Good Tape, som er en automatisk transskriberingsservice. Good Tape kan transskribere på mere end 90 sprog, bl.a. engelsk, dansk, tysk, færøsk og islandsk. Vær opmærksom på, at dette værktøj kræver, at du har en lydfil uden billede, men når du har transskriberingsfilen, kan du importere den og din video i et redigeringsprogram og sætte det sammen. Du kan bruge Good Tape kvit og frit, dog med visse begrænsninger, men skulle du blive helt forelsket i programmet, kan du mod betaling opgradere og få ubegrænset adgang.
Andre værktøjer, du kan transskribere videoer med, er Davinci Resolve og Premiere Pro. Her er det værd at nævne, at disse to er en tand mere professionelle og avancerede at anvende.
Når du skal tage billeder af dit produkt til fx annoncer, hjemmesider eller e-mail marketing, er det vigtigt, at du får taget de “rigtige” billeder. En ofte anvendt billedtype er produktbilleder. Produktbilleder involverer ofte en klassisk ensfarvet baggrund, gerne hvid, hvor produktet er det eneste element på billedet og dermed det eneste, som er i fokus. Billederne er ofte helt klare omkring, hvad der sælges og sikrer dermed, at der ikke opstår misforståelser eller lignende hos forbrugeren omkring selve produktet.
Det er dog sjældent, at minimalistiske produktbilleder er dem, der skaber mest salg. Forbrugere køber nemlig i høj grad ind på følelser, stemninger, autenticitet og identifikation, når de køber et produkt.
En billedtype, som ofte fungerer bedre, er miljøbilleder. Her sætter du dit produkt i en autentisk og relateret kontekst. En kontekst, som vækker noget hos den enkelte kunde og sætter gang i fantasien. Dit produkt er stadig et stort fokuselement i billedet, og kunden må ikke være i tvivl om, hvad du prøver at sælge, men hvor produktbillederne kun har fokus på selve produktet, har miljøbillederne fokus på produktet i brug.
Miljøbilleder giver også kunden et indblik i produktets størrelsesforhold, funktion og udseende, som kan være med til at gøre det klart for kunden, om produktet passer til kundens behov og muligheder, fx ift. hjemmets størrelse og stil.
Vores anbefaling er, at du kraftigt overvejer brugen af miljøbilleder, når du skal promovere dine produkter, hvor du tænker autenticitet, stemninger, identifikation og følelser ind.
Det er dog vigtigt for os at pointere: alt med måde! Husk altid at have dit produkt for øje, og undersøg, om det giver mening at anvende miljøbilleder. Sælger du fx produkter, der involverer en vis seriøsitet og alvorlighed, fx artikler til begravelsesforretninger, kan det meget vel være tilfældet, at miljøbilleder ikke er den bedste løsning for dig og dine produkter.
Når du skal udvikle eller redigere kreativer, hvad end det er videoer eller billeder, så findes der et hav af værktøjer, du med fordel kan gøre brug af. Nedenfor lister vi de 4 værktøjer, som vi selv gør brug af.
Det første værktøj er Canva — en online designplatform, du kan bruge til at kreere alsidige grafiske projekter. Canva er et meget intuitivt og brugervenligt værktøj, som du nemt kan navigere rundt og udfolde dine kreativer evner i. Du kan både bruge Canva på computeren og telefonen. Som udgangspunkt er det gratis at bruge programmet, du skal blot oprette en bruger, men hvis du gerne vil have adgang til alle funktioner i Canva, er du nødt til at hive pengepungen frem.
Hvis du skal kreere kreativer helt fra bunden, hvad end det er billeder eller videoer, er Canva meget velegnet, fordi du har så mange muligheder for skabeloner, fonte, elementer, illustrationer, baggrunde, effekter osv. Du har også mulighed for uploade dine egne billeder og videoer, som du kan redigere og/eller tilføje på eksisterende kreativer.
Når du kreerer et projekt i Canva, vælger du, hvilket format projektet skal have, fx om det skal være en Instagram-story eller et liggende Facebook-opslag. Det er også muligt at lave flere formater på en gang, hvis du fx både skal bruge kreativer til Google, Meta og Pinterest. På den måde tilpasser du fra start dit kreativ til det medie, du skal bruge det i. Desuden tilbyder Canva samarbejde mellem brugere i realtid, hvilket er meget nyttigt til teamprojekter og andet gruppearbejde.
Gør du meget i annoncer, bannere og indlæg på sociale medier, kan du med fordel se nærmere på værktøjet Creatopy. Creatopy er også en online grafisk designplatform, som er specielt god til professionel, digital reklame og markedsføring. Skal du have adgang til Creatopy, skal du være opmærksom på, at det kræver betaling, men du har mulighed for en gratis prøveperiode, hvor du kan teste værktøjet af.
Creatopy har en intuitiv grænseflade og er forholdsvis tidsbesparende, fordi værktøjet giver dig adgang til mange skabeloner, som du let kan redigere. På den måde behøver du ikke starte helt fra bunden, når du skal oprette dine designs. Programmet har mange funktioner, du kan bruge og lege med, når du kreerer din grafik, fx lagbaseret redigering, billedjustering, stort billedbibliotek samt mulighed for samarbejde i realtid.
Du kan også lave forskellige formater på samme tid, hvilket er helt optimalt, hvis du skal bruge “de samme” kreativer til forskellige platforme. Desuden er værktøjet virkelig godt til at give dit indhold et professionelt, stringent og poleret udseende.
Er videoer en stor del af din markedsføring, vil vi klart anbefale dig at kaste et blik på CapCut. CapCut er en gratis redigeringsapp specifikt til videoer, hvor du kan oprette og redigere direkte på din telefon. Appen er gratis og kan bruges både på Android og iOS-enheder.
CapCut er kendt for alle de forskellige funktioner og effekter, du kan bruge til at personliggøre din video. Du kan bl.a. lege med overgange, hastigheder, filtre, lydjusteringer, tekster og meget mere. Funktionerne og effekterne kombineret med appens brugervenlighed gør den til et oplagt værktøj at arbejde med videoredigering i, både for nybegyndere og mere erfarne spillere.
Med CapCut kan du også samarbejde med fx kollegaer, hvilket er meget brugbart, hvis I skal skabe indhold sammen. Desuden kan du via CapCut nemt eksportere videoer til diverse sociale medieplatforme uden det store besvær eller tidsforbrug.
En forholdsvis ny spiller i kreativ-gamet er kommet ind fra højre — et værktøj, der er på manges læber for tiden.
Ja, du gættede rigtig, det er selvfølgelig AI, vi taler om! Flere og flere kunstig intelligens-programmer, der kan kreere utrolig, realistiske billeder, begynder at se dagens lys. Et par eksempler er de to betalte services Midjourney og DALL-E, som begge genererer billeder ud fra naturlige sprogbeskrivelser, bedre kendt som “prompts”.
For at kunne lykkes med gode, realistiske billeder vha. AI, er det alfa omega, at et prompt er udviklet til punkt og prikke. Ud fra promptet skal AI-værktøjet have mulighed for et vist spillerum, hvor det kan genere forskellige billeder, men det skal stadigvæk holdes i forholdsvis kort snor, så billederne ikke bliver for urealistiske. Det er en balancegang at finde det rigtige prompt, og der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem. Og når du så har fundet det rigtige prompt, så husk, at gemme det et sted, hvor du altid kan finde det frem.