5 gode råd til at skrive bedre webtekster

Skrevet af
Udgivet
Kategori
Content
Længde
7 min.

Indholdsfortegnelse

Hvad enten du er digital tekstforfatter, journalist eller skribent, er det at skrive webtekster en disciplin, som vi alle kan blive bedre til. Alt for mange tekster på nettet er i dag ufokuserede, fyldt med halvhjertede budskaber og uden struktur, hvilket kun forvirrer læserne. Og så mister de interessen. Men sådan behøver det ikke være.

Det handler om at skrive klart og fokuseret, så din webtekst er let at læse, konkret og nem at forstå. Samtidig skal din tekst være nærværende, skabe identifikation og genkendelige billeder, så modtagerne rent faktisk husker tekstens budskab. Men hvordan gør man så det?

The first draft of anything is shit.

Ernest Hemingway, der var en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige forfattere, rammer hovedet på sømmet, når han her understreger, at du ikke må blive modløs og miste skrivetilliden, hvis du kæmper med at skrive for langt, kompliceret, banalt eller indforstået.

At skrive godt er ganske enkelt hårdt arbejde.

Der kan være meget mekanisk arbejde ved at skrive og derfor har du brug for nogle gode, sproglige redskaber i værktøjskassen. Hvis du gerne vil skrive bedre webtekster, er du altså nødt til at knokle for det.

Uanset om du har svært ved at fange din målgruppes opmærksomhed eller fastholde dine læseres interesse, så får du her 5 gode skriveråd, der vil gøre dig i stand til at skrive endnu bedre tekster til nettet.

1. Hvad er formålet med teksten, og hvem skriver du til?

Hvad enten du skal skrive webtekster, kategoritekster, produktbeskrivelser eller noget helt fjerde, så er det nemmere at skrive, når du ved, hvem du vil skrive til, hvad du vil skrive om, og hvorfor du vil skrive det.

Derfor bør din skriveproces altid starte med at definere formålet med teksten og kortlægge målgruppen. Spørg dig selv, hvem teksten er til, og hvad modtagerne skal have ud af teksten? Hvilken historie vil du fortælle, og hvorfor skal læserne informeres om det pågældende emne?

Hvis ikke du ved, hvordan din modtagergruppe tænker, eller hvad de har brug for, kan det hurtig blive en svær opgave at skrive dig ind i deres verden.

Kender du ikke dine læsere, vil du risikere at skrive til alle – og dermed til ingen. Det er derfor vigtigt, at din vinkel er knivskarp, så budskabet træder ordentligt frem.

Tænk derfor over hvilke budskaber, som læserne skal sidde tilbage med, og hvordan du gerne vil have, at de skal handle efterfølgende. Skal du have dem til at købe produkter, ændre adfærd eller skrive sig op til et nyhedsbrev?

Når du har styr på tekstens formål og målgruppe, vil det med garanti blive lettere for dig at fokusere og strukturere teksten til nettet, så din modtager rent faktisk læser, forstår og husker den.

2. Kravl op og ned ad abstraktionsstigen

Abstraktionsstigen er en kendt skrivemodel, som kan gøre det nemmere for dig at kommunikere klart og forståeligt til din modtagergruppe.

Du kan få de fleste til at forstå de mest komplicerede ting, når du forklarer ved hjælp af både abstrakte og konkrete ord.

 

Når du kravler op ad abstraktionsstigen, bliver dine ord mere flyvske, mens et par trin ned gør dig mere sikker og mindre abstrakt.

Jo højere op du kravler, des mere upræcist bliver dit budskab, hvilket gør det sværere for læseren at læse og forstå.

Når du kravler ned ad abstraktionsstigen, handler det om at skabe interesse gennem konkrete eksempler og almindelige ord, som læserne nemt kan forholde sig til.

Ved at skabe identifikation, kan læserne bedre genkende, forstå og opleve dit budskab.

For eksempel er ”køretøj” i det ovenstående øverst på stigen et upræcist og abstrakt ord, som kan have flere betydninger. Som læser kan man blive i tvivl om, hvorvidt der menes en lastbil, en bus eller personbil.

Nederst på stigen finder du ””blå personbil”, som mere konkret og præcist beskriver, hvilket køretøj, der er tale om.

Når du bliver konkret, bliver din webtekst mere nærværende. Undgå derfor at bruge for mange abstrakte ord, fagudtryk og indforståethed. Tænk over, hvor på abstraktionsstigen dine ord ligger, når du skriver tekster til nettet.

✏ Kommer du ofte i klemme med at nå alle produktbeskrivelserne til din webshop? Så har vi måske en løsning, der kan hjælpe dig og dine tekstforfattere på vej:

Effektivisér din produktion af produktbeskrivelser

3. Brug sammenligninger i din online kommunikation

En god måde at skabe identifikation og genkendelige billeder hos læserne på er ved at bruge sammenligninger i din online kommunikation. Det gælder uanset, om der er tale om webtekster til din hjemmeside, nyhedsbreve eller whitepapers.

Sammenligninger er typiske elementer i en god historie, som planter billeder hos læserne. På samme måde som konkrete eksempler, hjælper sammenligninger læserne med at forstå dit budskab.

Eksempler på sammenligninger kunne blandt andet være:

  • Som en ko, der lige er kommet på græs
  • Han vakte lige opsigt som en edderkop på en bryllupskage
  • Kejsernes gamle klæder
  • Hun var den menneskelige udgave af en brandbil
  • Slå to flour med ét smæk, når du børster tænder

Det kan være svært at lave fine og sjove sammenligninger, men prøv at udfordre dig selv, så du ikke kun anvender de mest klichéagtige såsom ”træde i spinaten” eller ”have det som blommen i et æg”.

I så fald bør du prøve at finde forfriskende måder at tviste dem på, så de får en ny betydning, der passer ind i netop din kontekst.

Prøv f.eks. at tilføje ord, slette ord, rykke rundt på ord eller helt erstatte ord i de mest gængse sammenligninger for at give dem nyt liv.

4. Fortælletrekanten – den gode historie

I enhver god historie optræder der 3 elementer: Information, fascination og identifikation. Til sammen udgør de den klassiske fortælletrekant. Og din tekst skal gerne indeholde alle 3 elementer.

Med fortælletrekanten kan du gøre det forståeligt og spændende for læseren. Derfor skal du ikke kun informere i din digitale kommunikation.

Du skal også fascinere og pirre læsernes nysgerrighed ligesom du skal give dem mulighed for at leve sig ind i det skrevne, hvis du vil kommunikere dine budskaber klart og tydeligt.

Information: Her giver du læserne de nødvendige informationer. Typisk er dette vigtige oplysninger, påstande, relevante argumenter og lignende. Et eksempel kunne være:

Kemikalier er uundværlige i en moderne hverdag, og udfordringen er at undgå at skade mennesker og miljø.

Fascination: Hvis du vil skabe fascination, skal du pirre læsernes nysgerrighed. Det kan du blandt andet gøre ved at stille et spørgsmål:

Er dagligdagens kemikalier farlige?

Identifikation: Du kan blandt andet bruge sammenligninger og metaforer i din tekst for at skabe identifikation og genkendelige billeder. Og det giver læserne mulighed for indlevelse. Få din målgruppe på krogen ved at henvende dig direkte:

Sådan kan du undvige farlig kemi i din hverdag.

Fortælletrekanten er et sprogligt redskab, der sikrer at du kommer hele vejen rundt om den gode historie. Det gør teksten mere personlig og levende for læserne, og du bliver kun skarpere på at skrive målrettede, fængende og konkrete tekster.

5. Få en kollega til at give fokuseret feedback

En webtekst kan altid blive bedre. Få derfor en kompetent kollega til at give fokuseret og konstruktiv feedback, der hjælper dig med at gøre teksten mere målrettet, konkret og forståelig for din modtagergruppe.

Konstruktiv feedback kan give din tekst mere liv, gøre den skarpere og mere struktureret. Husk at det også altid er rart at få at vide, hvor teksten er særlig god.

Men vær skarp på, hvad du ønsker feedback på. Gælder det udelukkende korrekturlæsning for fejl og mangler, feedback på om indholdet giver mening eller om budskabet er tydeligt nok?

Måske skal din kollega se nærmere på dit sprog, herunder forfine dine verber, fjerne verbalsubstantiverne eller omskrive distancerende passive sætninger til nærværende aktive.

Uanset dit fokus for feedbacken, så skal det være håndgribeligt, så du kan bruge det konstruktivt i teksten efterfølgende.

Er du klar til at skrive endnu bedre webtekster?

De 5 skriveråd kan gøre hele forskellen for dine webtekster. De kan gøre dig i stand til at skrive, så du bliver læst, forstået og ikke mindst husket af dine læsere.

Dog skal skriverådene ses som vejledende, da det kun er dig, der kan vurdere om, det er nødvendigt at definere tekstens målgruppe på forhånd, eller om det giver mening at kravle hele vejen op og ned ad abstraktionsstigen.

Men når du træffer en beslutning om, hvad du skriver om, hvem du skriver til og hvordan du skriver det, så bør det altid være på et velovervejet grundlag.

Hvis du gerne vil blive endnu klogere på, hvordan godt content kan gøre underværker for din online synlighed, kan du med fordel læse eller genlæse et af vores tidligere blogindlæg om emnet.

Har du brug for hjælp til at skrive dine webtekster? Så er du velkommen til at kontakte os her hos Conversio. Vi har et stærkt team af Content Specialister, der med glæde vil hjælpe dig med at live dine tekster op. Ring til os på 70 666 500 eller skriv en mail på [email protected].

FAQ for dette blogindlæg

Hvorfor skal jeg læse dette blogindlæg?

Fordi du gerne vil blive bedre til at skrive webtekster og se konkrete eksempler på, hvad en god tekst er.

Hvem er dette blogindlæg relevant for?

Dig, der godt kan lide at skrive og arbejder med content marketing på daglig eller hobbybasis.

Hvor langt er dette blogindlæg?

1437 ord - ca. 7 minutters læsetid.

Hvad er de mest centrale emner i dette blogindlæg?

Webtekster, SEO, content marketing.

Har du spørgsmål til digital marketing?

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.

Johannes Helleland
Johannes Helleland

Client Director, Partner