4 råd til hvordan du SEO-optimerer din hjemmeside til Voice Search

Voice Search er mere end blot en frustrerende Siri, der ikke kan høre forskel på ”Hej” og ”Haj” og som kan beatboxe og synge med på ”Who let the dogs out”. Det er en søgemulighed, som allerede mere end 40% af den voksne befolkning bruger. Voice Search er en hurtigere, lettere og mere præcis oplevelse, når det kommer til søgning på diverse søgemaskiner.
Men Voice Search stiller nye krav til virksomheder, hvor der ikke længere findes top-10-placeringer eller en side 2, men kun side 1 søgeresultater. Derfor bør du tage alle optimeringsmuligheder i betragtning, når du skal forbedrede din hjemmeside på de mange stemmebaserede søgninger, vi vil se i fremtiden.
Hvis du ikke optimerer din hjemmesides content, title tags og metabeskrivelser til Voice Search, kan du risikere at gå glip af en ret stor procentdel, som netop bruger denne stemmebaserede funktion. Læs med her og få 4 gode råd til, hvordan du kan SEO-optimere din hjemmeside til Voice Search.
Hvad er Voice Search?
Voice Search – på dansk stemmesøgning – er en anden måde, hvorpå man kan søge og bruge sin telefons og apps funktioner. Ved at bruge din stemme kan du foretage hurtigere søgninger, der er mere relevante og personlige. Du kender vel godt til Siri, ikke? Det er en Voice Search-software i Appels produkter, som du sikkert har benyttet dig af et par gange eller leget lidt med før.
Ifølge Google består 20% af deres søgninger af Voice Search og tallet er stadig stigende, eftersom det er en hurtigere søgemåde end at skrive. Denne stigende tendens gør, at du som hjemmesideindehaver bør tænke på, hvorvidt din hjemmeside er brugervenlig i forhold til Voice Search. Hvis du ikke medtænker Voice Search i dit SEO, kan det med stor sandsynlighed betyde, at dine kunder ikke vil få oplæst dine resultater og dermed vil du kunne miste potentielle kunder og salg.
Ved at arbejde målrettet med Voice Search optimeringer i dit SEO vil din hjemmeside få muligheden for at være den, som bliver læst op af Google Assistant eller en anden stemmesøgningsudbyder. Det kan måske virke som meget arbejde, men der er nogle faktorer, som du bliver nødt til at have medregnet eller i det mindste bør overveje, hvordan du kan udnytte, hvis du har forhåbninger om at styrke din markedsposition.
1. Få position #0 på bestemte søgninger på Google
Dette er måske lettere sagt end gjort, men for at din tekst skal blive læst op af Siri, Alexa eller lignende, så skal du have position #0 på Google, også kaldet for Rank Zero. For at indtage denne placering skal Google tildele dig en Feature Snippet, der er den fremhævede boks i toppen af søgeresultaterne, hvor brugerne kan læse det korte og konkrete svar på deres søgning direkte i SERP. Denne vil samtidig også have et link til din hjemmeside for yderligere informationer. Feature Snippets giver således relevante hjemmesider mere opmærksomhed end andre ved bestemte søgninger, men det er umiddelbart ikke en let position at få.
Ved langt de fleste stemmesøgningsmaskiner er Feature Snippet faktisk den eneste søgning, der vil blive læst højt. Derfor er dette en uhyre vigtig position at erobre, dog er der visse parametre, du skal optimere i forhold til content, sprog og SEO, hvis du gerne vil skabe snippet-potentiale og vinde plads #0.
Kort opsummeret: Optimér til Feature Snippets, opnå position #0 og bliv læst op ved en stemmesøgning.
2. Brug naturligt sprog og formuler det kort
Stemmesøgning er mere naturlig i sin måde at formulere spørgsmål på. Det er en mere taleagtig måde at søge på, hvorfor der også bruges flere ord, end når man skriver. Derfor vil søgninger, som man normalt blot vil formulere som stikord eller søgeord fx ”strik, bomuld, trøje” nu være en sætning som ”hvordan strikker du en trøje i bomuld?”. Undgå så vidt muligt søgeord, som lyder meget robotagtige, eftersom stemmesøgende typisk ikke vil bruge dem i deres Voice Search.
Drop derudover også de lange ord, eftersom det højst sandsynligt heller ikke er noget, folk vil bruge i deres søgninger. Når folk foretager søgninger, bruger de ord af normal længde – hvad normal så er, kan være relativt variende. Du skal dog ikke være bange for at bruge lange søgeord, hvis din SEO-analyse viser, at der er potentiale som fx ”moderne og lette bomuldstrøjer opskrifter”. Du skal blot være mere, når det kommer til længden på søgeord. Kombiner gerne lange og korte.
Kort opsummeret: Brug naturligt, taleagtigt og kort sprog. Tænk over, hvordan du vil formulere dig, hvis du skulle tale højt.
3. Brug ”HV”-ord i dine overskrifter
For at kunne opnå Rank Zero skal du være synlig på side 1 med unikt, informerende og relevant content, hvor de søgeord, du ønsker at få en bedre placering på, bliver inkorporeret. Problematikken, når du skal optimere til Voice Search, er måden, hvorpå spørgsmål bliver formulereret verbalt og skriftligt, eftersom de er varierende. Det er derfor en god idé at anvende de klassiske ”HV”-spørgsmål, eftersom det er sådan, mange brugere søger via stemmesøgning.
Via stemmesøgning vil man ikke blot sige ”Akne”, ”Fjern Akne” eller ”Forebyg Akne”. Mennesker ser det stadig som en dialog til en anden. Derfor vil de stemmesøge mere specifikt på ”Hvad er akne?”, ”Hvordan kommer jeg af med akne?” eller ”Hvordan forebygger jeg mod akne?”. Du bør derfor altid have en H1 eller H2, som siger ”Hvad er…” og lignende, hvis du vil have en position som #0.
Ønsker du at svare på alle af de 3 ovennævnte spørgsmål, så gør det i 3 separerede afsnit. For hvis du skriver dem under det samme tekststykke, vil du kun blive tildelt én af søgningerne. Men hvis du laver 3 separate unikke tekststykker med hver deres H-tag, vil du kunne få mulighed for en #0-position hele 3 steder, og du vil dermed øge din eksponering markant.
Kort opsummeret: Brugerne formulerer deres søgning som spørgsmål – gør det samme med dit content.
4. Brug stadig de klassiske ranking-faktorer
Når du optimerer til en Feature Snippet og Voice Search, skal du stadig bruge de klassiske ranking-faktorer. Det vil sige, at du stadig skal SEO-optimere din hjemmeside med relevante søgeord og linkbuilding. Der er dog tre faktorer, som spiller en væsentligt større rolle, når du går efter en Feature Snippet.
- On-Page SEO: Brug de relevante søgeord i title tags, H1-overskrifter, tekst og så videre. Her kan udarbejdet linkbuilding samt billeder, videoer og lignende også være dig behjælpelig. Hvis du gerne vil SEO-optimere din hjemmeside ved hjælp af billeder, har vi skrevet om 5 nyttige tips i et tidligere blogindlæg, der kan hjælpe dig godt på vej.
- CTR: Men nu hvor svaret står ude i SERP, vil det så ikke påvirke sidens CTR? Jo, det vil det faktisk. Ifølge en undersøgelse foretaget af Ahrefs, vil en Feature Snippet typisk få 8,6% flere kliks, men positionen under fremhævelsen vil i gennemsnit få 19,6% flere kliks. Derfor vil det mest optimale være at gå målrettet efter begge positioner.
- Unikke faktorer: Der findes unikke regler til udvælgelsen af Feature Snippets. Det handler nemlig også om at have den rette mængde ord i besvarelsen. Det viser sig faktisk, at du har større potentiale for at få en Feature Snippet, hvis dit svar er mellem 40 og 50 ord, mens den falder drastisk ved 35 og 55.
Umiddelbart er der ikke den store forskel, når du skal skabe SEO-venligt content til din hjemmeside og når det skal være målrettet Voice Search. Der er bare nogle parametre, du skal være velvidende om, når du skriver dit content. Og selvom du ikke får position #0, vil disse ovennævnte faktorer stadig være med til at forbedre din rangering.
Kort opsummeret: Ranking-faktorer skal stadig have sin plads i dit SEO-optimerede content, title tags og metabeskrivelser.
Sidder du inde med spørgsmål vedrørende Voice Search, SEO eller måske noget helt tredje angående din hjemmeside, er du mere end velkommen til at kontakte os. Ring til os på 70 666 500 eller skriv til os på [email protected]. Vi sidder et hold af specialister, der med glæde vil hjælpe dig på vej til digital succes.
Har du spørgsmål til digital marketing?
Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.
