Introduktion
Jeg interesserer mig for e-mail marketing, digital markedsføring og tekstarbejde – alt sammen noget jeg er ved at dygtiggøre mig indenfor i mit praktikforløb hos Conversio.
Hvad er din uddannelse?
I sommeren 2022 blev jeg uddannet Multimediedesigner med content creation som specialisering. Som Multimediedesigner har jeg viden og kompetencer indenfor UX/UI, grafisk design, webdesign, kommunikation og sociale medier.
I øjeblikket er jeg i gang med top-up uddannelsen PBA i E-handel, også på Erhvervsakademiet – en naturlig forlængelse af min uddannelse som Multimediedesigner. Her kan jeg bygge bro mellem mine (lidt mere kreative) Multimediedesigner-skills og den viden og de kompetencer, jeg tilegner mig indenfor e-commerce og digital markedsføring. På E-handel har jeg specialiseret mig i paid social og e-mail marketing.
Hvordan opstod interessen for dit arbejde?
E-mail marketing er et af mine helt store interesseområder indenfor digital markedsføring. Første gang jeg fik berøring med e-mail marketing, var i mit praktikforløb på Multimediedesigneruddannelsen, hvor jeg havde ansvaret for at udarbejde nyhedsbreve, kampagnemails og opsætning af forskellige flows. Her fik jeg en stor forståelse for alle de muligheder, der findes ved at bruge e-mail som markedsføringskanal.
På mit studie og i mit praktikforløb hos Conversio, er jeg i gang med at bygge oven på min eksisterende interesse og kompetencer indenfor e-mail marketing.
Hvad er dit bedste hack?
Vær ikke bange for at spørge andre til råds eller efter hjælp. Man har kun noget at vinde, når man deler sin viden, kompetencer og indsigter kolleger imellem.