SEO

SEO-redirects – den komplette guide

Kenneth Klitte Jensen
Kenneth Klitte Jensen

Hvis du som mange andre webshop- eller hjemmesideindehavere har oplevet, at dine placeringer på Google pludseligt forsvinder, efter du har fået nyt site eller har ændret din sidestruktur, så har du med stor sandsynlighed aldrig hørt om ”redirects”.

Vi ser desværre alt for ofte, at sideindehavere enten forsømmer at lave redirects eller simpelthen aldrig har hørt om det. Det kan være frustrerende og ikke mindst en særdeles dyr affære ikke at have styr på denne del af SEO, da det i værste fald kan betyde, at du skal opbygge din synlighed og organiske trafik fra Google mere eller mindre forfra.

Derfor har vi lavet denne guide til hvorfor og frem for alt hvordan, du bedst muligt kan arbejde med SEO-redirects, hvis du er i gang med at lave et nyt site eller foretage ændringer på dit nuværende. Lad os dog først få styr på, hvad et redirect i det hele taget er.

Hvad er et redirect, og hvorfor er det vigtigt?

Et redirect er en metode til at sende både brugere og søgemaskiner videre fra en URL til en anden. Når du laver ændringer på dit site, vil det i mange tilfælde betyde, at URL’erne også ændres, og dermed bliver din originale URL til en 404-side – hvis ikke den altså videresendes til en aktiv side.

Manglende redirects er derfor ikke særligt brugervenligt, da brugere fra Google vil blive henvist til en inaktiv side. Ligeledes vil din placering på Google med tiden forsvinde, da de sider, du rangerer på i Googles søgeresultater, vil blive til 404-sider, som Googlebot automatisk fjerner. Herved mister du også alt den linkværdi, som du har opbygget på dine sider, hvilket er en stor del af årsagen til din nuværende placering.

Laver du ændringer på dit site, kan vi derfor ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at du tjekker op på dine redirects, da alternativet kan koste dig dyrt i positionering på Google og i sidste ende i trafik og omsætning.

URL = Unik webadresse

404-side = Inaktiv URL, som returnerer med serversvarkoden ”404”

Redirect = Omdirigering fra en URL til en anden

Hvornår skal jeg lave redirects?

Du skal som udgangspunkt lave redirects, hver gang du ændrer i dine URL’er. Hvis du fx migrerer til et nyt shop- eller CMS-system, laver om i din kategoristruktur eller bare omdøber dine kategori- eller produktsider, skal du sørge for at redirecte den originale URL til din nye, omdøbte URL – eller i det mindste tjekke op på, om dine sider beholder samme URL-struktur.

Det samme gælder, hvis du arbejder med en almindelig hjemmeside og her vælger at ændre din sidestruktur.

Fjerner du sider fra dit site, kan det i nogle tilfælde også give god mening at redirecte til andre, relaterede sider. På den måde kan du prøve at bevare din placering, men her kommer andre faktorer som content dog også i spil.

Kort fortalt, så skal du lave redirects, når du…

  • Migrerer dit site til et nyt system
  • Ændrer din kategoristruktur
  • Omdøber kategori-, produkt- eller indholdssider
  • Migrerer til et nyt domæne
  • Implementerer https eller skifter mellem ”www.” og uden-”www.”

Fremgangsmetode – sådan sætter du dine SEO-redirects op

Dine redirects skal organiseres i en redirect-fil, som uploades i dit shop- eller CMS-system. I mange tilfælde vil der være tale om en .htaccess-fil, men dette er forskelligt fra system til system. Filen kan du lave i fx Excel og skal typisk blot indeholde kolonner til de gamle URL’er, de nye URL’er og til en 301 redirect-kommando.

Redirect-filen bør du som udgangspunkt lave og uploade hurtigst muligt, efter at ændringerne i dine URL’er har fundet sted. Problemerne begynder nemlig allerede at opstå, når Googlebot crawler siden, hvilket sker med få ugers mellemrum.

At sætte sine redirects korrekt op er i høj grad en manuel proces, som kræver en del nørklearbejde, hvis du skifter system eller domæne. Administrerer du fx en større webshop med flere tusinde produkter, har du en stor opgave foran dig, men du kan med fordel prioritere dine landingssider. På den måde skal du ikke igennem alle sider, men kun dem, som rent faktisk har en placering, der er værd at bevare og har betydning for din organiske trafik.

Prioritér dine redirects med data fra Google Analytics eller Google Search Console

Ikke nødvendigvis alle dine landingssider har topplaceringer, som død og pine skal bevares. Derfor kan det være en god idé at prioritere dine sider på baggrund af data fra Google Analytics eller Google Search Console.

En simpel fremgangsmetode kan fx være at gå ind på Google Analytics under Adfærd -> Websiteindhold -> Landingssider og sætte filteret til ”Organisk trafik”. Herefter sætter du datointervallet til fx 1 år tilbage, så du får data for en god rum tid. Således ender du op med en liste over landingssider på dit site, som har opnået organisk trafik fra Google og de andre søgemaskiner. Herfra er opgaven bare at sortere efter antal sessioner og eksportere dataene, som du så kan tage udgangspunkt i, når du laver din redirects-fil.

På samme måde kan du også finde dine landingssider i Google Search Console. Her går du ind under ”Effektivitet”, hvor du ligeledes vælger et datointerval på fx 1 år. Under fanen ”Sider” finder du dine landingssider med synlighed på Google, som du herfra skal sortere efter antal kliks og derefter eksportere.

Ved begge fremgangsmetoder er det helt op til dig selv at afgøre, hvor grundig du vil være med dine redirects. Sørg dog for at få alle sider med, som du ønsker at bevare placeringen på, på dit nye site.

Best practice – dette bør du gøre:

  • Brug permanente 301-redirects, når du laver SEO-redirects. Modsat 302-redirects, som mange også kommer til at anvende, så signalerer 301 overfor Google, at redirectet er permanent, hvilket er at foretrække i dette tilfælde.
  • Redirect altid til relevante sider, da redirects til irrelevante sider vil koste dig placeringer. Google er kun interesseret i at vise de mest relevante resultater og vurderer i høj grad på baggrund af sidens content. Så redirecter du pludselig en specifik kategori eller et produkt til fx forsiden, vil din placering med stor sandsynlighed gå tabt.

Trouble-shooting – dette bør du undgå:

  • Redirect ikke til forsiden. Dette vil temmelig sikkert medføre, at du mister din gode placering, da Google vil betragte redirectet som en soft 404-fejl og dermed ignorere dit redirect, så din linkværdi ikke overføres. Find i stedet den tilsvarende kategori- eller produktside – eller en anden, nært relateret side.
  • Sørg for at redirecte alle sider, som har betydning for din organiske trafik. Vi ser til tider sites, hvor der er forsøgt at springe over, hvor gærdet er lavest ved fx kun at redirecte kategorisider. I langt de fleste tilfælde koster dette altså organisk trafik.
  • Undgå loops i redirectet. Sørg for at alle redirects, du laver, peger direkte på en anden aktiv URL og ikke på en redirectet side. Ellers opstår der ”loops” i redirectet, som kan påvirke PageSpeed negativt og generelt kræver unødige ressourcer af Googlebot.

Et godt værktøj til at tjekke redirects på specifikke sider er Chrome-extensionen Redirect Path, som i øvrigt er gratis. Du kan også bruge en crawler som Screaming Frog til at gennemgå alle dine redirects.

Skal du bruge hjælp til at tjekke op på dine redirects? Så sidder vores dedikerede SEO-team klar til at hjælpe dig med teknisk rådgivning. Ring til os på 70 666 500 eller skriv til [email protected].

Klar til at blive en del af Conversio?

Bliv ringet op af en vores rådgivere - det er helt gratis og uforpligtende