Store ændringer i Google Shopping
Hidtil har det udelukkende været Googles egen Shoppingsektion, der kom frem i søgeresultaterne, men dette har EU’s Konkurrencedomstol nu ændret på, så resultater fra konkurrenterne nu også kan blive vist. Læs her, hvad det kan betyde for din online forretning.
27. juli idømte den Europæiske konkurrencedomstol Google en bøde på $2.7 milliarder for at have konkurrenceforvridende aktiviteter i deres søgeresultater på Google Shopping. Helt konkret beskyldte EU’s Konkurrencedomstol Google for at favorisere egne prissammenligningssider højere i søgningen i forhold til konkurrenterne.
Google fik 90 dage til at imødekomme en række nye krav, der har til formål at give andre prissammenligningstjenester bedre vilkår for at blive vist i søgeresultaterne i Googles Shoppingsektion. I tilfælde af, at disse krav ikke blev indfriet, ville udfaldet være yderligere sanktioner i form af daglige bøder. I går udløb fristen på de 90 dage, og nye ændringer er derfor stille og roligt ved at blive udrullet i Googles søgeresultater. Det vil selvfølgelig have betydning for dig som forbruger. Når man fremover søger efter et specifikt produkt på Google, vil det nu i Shoppingsektionen fremgå, om produktet/annoncen er fra Google eller fra andre prissammenligningssider. Denne udmelding annoncerede Google selv d. 27. september via deres egen blog, Google – Inside Google Ads.
Ovenstående billede illustrerer, hvordan du som søgende nu kan se, at alle disse produkter er fra Googles sammenligningsside. I Danmark er det pt. kun Kelkoo, der er den eneste prissammenligningsside, der kommer frem. Dette tilkendegives i Googles eget Merchant Center:
Mulige konsekvenser af ændringerne
Den største ændring er ikke, hvordan søgeresultaterne vises, men i stedet hvem der nu kan konkurrere i auktionen om de bedste resultater. Andre prissammenligningssider vil alle kunne byde imod hinanden, hvilket kan forventes at intensivere konkurrencen for de bedste placeringer markant, hvilket i praksis betyder, at klikpriserne nu kan forventes at stige i takt med, at antallet af konkurrenter stiger.
Hvem vinder, og hvem taber
Til trods for at den Europæiske Konkurrencedomstol ønsker at give andre prissammenligningssider bedre vilkår, er det stadig ikke sikkert, hvem der står til at vinde i denne sag. En bøde på omkring 19 milliarder kroner lyder af mange penge, men den forøgede konkurrence kan nemt medføre, at et klik bliver endnu dyrere end tidligere. I al sin enkelhed vil efterspørgslen på de bedste placeringer være højere, imens udbuddet forbliver det samme. De øgede klikpriser kan ligeledes medføre, at en mindre webshop med et begrænset annoncebudget nu skal konkurrere imod endnu flere udbydere end før, og potentielt set kan annoncører forvente at skulle bruge flere annoncekroner på at få betalt trafik ind på deres site.
Mulige fordele og ulemper ved ændringerne
De nye ændringer kan let give en række fordele og ulemper. En fordel, ved at andre prissammenligningssider nu også kan fremkomme i søgeresultaterne, kan være, at du som annoncør nu kan dukke op flere gange på samme søgning via forskellige prissammenligningssider. Altså har du nu mulighed for at opnå en højere synlighed end før og i teorien opnå dobbelt så mange klik. Omvendt kan dette også være en ulempe. Idet at de samme annoncører kan vises flere gange på samme søgning, betyder det også, at de tager pladsen fra en anden annoncør, som nu har mistet sin plads. I et sådan tilfælde vil nogle annoncører ikke få det optimale ud af deres annoncekroner. Dette leder tilbage til førnævnte pointe om, at en mindre webshop hurtigt kan få svære betingelser for at opnå gode resultater på Google Shopping fremover.
Har du spørgsmål til digital marketing?
Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.
