SEO-guide til Amazon
Amazons verdensomspændende indflydelse er svær at komme udenom. Det formodes, at 66% af alle amerikanske produktsøgninger starter på den digitale markedsplads og meget tyder på, at dette også vil gælde for produktsøgninger i Norden.
Selvom Amazon endnu ikke har en dansk webshop, så er mange af de danske forbrugere allerede til stede på platformen. Netop derfor bør du overveje, hvorvidt dine produkter også skal være repræsenteret.
På Amazon handler det om konverteringer og omsætning, hvor høje rangeringer er afgørende for din succes. Derfor skal du som forhandler sørge for at optimere dine produktsalg ved at skabe mest og bedst mulig eksponering i forhold til produktsøgninger.
Når det gælder organisk eksponering på Amazon, er det dog ikke kun faktorer som konverteringsrater, salgshistorikker og produktpriser, der har betydning.
Vil du nå nye markeder, kundesegmenter og optimere dit vækstpotentiale, bør du også fokusere på at SEO-optimere dine produktlister, så Amazons søgealgoritme A9 vælger at rangere dine produkter højt i søgeresultaterne.
Sådan fungerer Amazons søgealgoritme A9
I modsætning til Google-søgninger, som primært handler om at finde informationer, så søger brugerne på Amazon efter specifikke produkter, hvorfor de ofte er mere købsparate.
Derfor har Googles algoritme til formål at give de besøgende den bedst mulige brugeroplevelse, mens Amazons A9-algoritme tjener til at genere flest mulige salg.
I A9 er søgeresultaterne ejet og styret af Amazon. Det betyder, at salgsperformance (mest sælgende produkter) og relevans (produkter, der bedst matcher brugernes søgninger) er afgørende faktorer for produkternes synlighed.
A9-algortimen har derfor et klart formål: at generere maksimalt salg, hvor kun de mest relevante produkter vises.
Du skal derfor følge en kortsigtet salgsstrategi på Amazon, hvis du vil have højere konverteringsrater og mersalg, hvilket til forskel fra Google ofte er en længerevarende indsats.
Størstedelen af salg på Amazon er skabt på baggrund af de besøgendes produktsøgninger, og der er flere faktorer, som gør sig gældende.
Ranking-faktorer for Amazon
- Konverteringsrater
- Relevante produkter, som brugerne søger på
- Kundetilfredshed
- Produkter, der sælger (Best Seller Ranking)
- Produktanmeldelser og anmeldelser af virksomheden
- Søgeord, der matcher produktsøgninger
Andre faktorer har også betydning for dine placeringer, herunder dine produkt- og leveringspriser, time on page, bounce rate, om du tilbyder gratis returnering, kort leveringstid og mange, mange flere.
Der er desuden faktorer, der har direkte negativ indflydelse på dine produktrangeringer som f.eks. dårlige slagsstatistikker, hvis du har udsolgte produkter og tomme lagerrum eller fået negative kundeanmeldelser.
Generelt stiller Amazon høje forhandlerkrav, men der er nogle faktorer, der er nemmere at påvirke end andre. Optimering af dine produktlister er især et godt sted at starte.
For at sikre dig topplaceringer i A9 er det vigtigt, at du bruger de mest relevante søgeord, udfylder produkttitlen og produktbeskrivelsen efter best practice, har bullet points med klare budskaber samt gode produktbilleder.
A9 er baseret på brugernes efterspørgsel, men algoritmen er under konstant udvikling. Derfor er det vigtigt, at du løbende holder din SEO på Amazon opdateret.
Optimer dine produkter bedst muligt til Amazon
Sørg for at udarbejde gode produkttitler, bullet points, produktbeskrivelser, backend keywords og højkvalitetsproduktbilleder, hvor dine vigtigste søgeord samt beslægtede søgeord for de enkelte produkter indgår.
Det er dette indhold, som skal øge dine produkters relevans og synlighed i Amazon for at konvertere besøgende til kunder.
Start med at identificere de vigtigste og mest relevante søgeord for dine produkter. Det gør du ved at sætte dig i kundens sted. Find de ord og søgefraser, som din målgruppe anvender i søgninger relateret til dine produkter.
Det kan du blandt andet gøre i de foreslåede søgeord i Amazons søgefelt eller via eksterne søgeordsanalyseværktøjer, der specifikt er målrettet til Amazon. Det kunne f.eks. være Keywords Everywhere eller Keyword Inspector. Dernæst skal du i gang med at færdiggøre dine produktlister.
Produkttitel:
Dit produktnavn har den største betydning, hvis du vil blive vist, når brugerne søger på det pågældende søgeord. Ved at placere de mest relevante søgeord i produkttitlen fortæller du A9-algortimen, hvordan dit produkt ideelt set skal identificeres.
Samtidig skal titlens relevans gerne motivere forbrugerne til at interagere med dit produkt med en høj CTR.
- Anvend gerne elementer i rækkefølgen: brandnavn, produktnavn/serie, produktets vigtigste egenskab, produkttype, farve, størrelse og antal.
- Indsæt de vigtigste søgeord først: Produkttitler i de organiske resultater har typisk mellem 60 og 200 anslag alt efter produktkategori, så det giver god mening at placere de vigtigste først.
- Anvend symboler: Skil dig ud blandt konkurrenterne ved at bruge symboler f.eks. |, & og –
Bullet points:
Dit produktbillede akkompagneres typisk af en række bullet points med de vigtigste funktioner og fordele. Tænk over, hvad kunden gerne vil vide om produktet, når du udfylder dine bulletpoints.
Ligesom ved produkttitlen skal disse punkter gerne være relevansoptimeret med de rette søgeord samt anspore til interaktion og konvertering. Anbefalet 250 anslag til hvert punkt.
Produktbeskrivelse:
Her skal produktets formål, funktioner, fordele, funktionalitet og brandhistorie beskrives. Tænk over, hvad produktet kan, hvordan det virker, hvornår det skal bruges, og hvorfor forbrugerne skal købe det.
Produktbeskrivelsen har ofte en positiv indflydelse på både konverteringer og ranking af produktet, hvorfor du bør skrive i et indbydende sprog og gerne holde dig på ca. 2.000 anslag. Her kan implementering af tydelige CTA’er også være yderst effektiv i forsøget på at opfordre forbrugerne til at købe.
Backend Keywords:
Når du sælger produkter på Amazon, er det begrænset, hvor mange ord du har til rådighed.
I Search Terms (ca.250 anslag) og Subject Matter (ca. 50 anslag) ved produktoprettelsen har du mulighed for at indtaste flere relevante søgeord, som du ikke har plads til i produkttitlen og produktbeskrivelsen. Søgeordene er usynlige for forbrugerne, men påvirker søgeresultaterne positivt.
Produktbilleder:
Jo højere dine billeders kvalitet og opløsning er, desto højere CTR og konverteringsrate. Billederne skal følge gældende regler om, at produktet skal være fritlagt og oplyst på en hvid baggrund og skal fylde 85% af billedet.
Resten af billederne kan være i brugssammenhæng eller stemningsskabende. Der er plads til 7 billeder, hvoraf den sidste plads kan indeholde en video.
Hvornår kommer Amazon til Danmark?
Selvom de globale markedspladser endnu ikke er gået ind på det nordiske marked, har mere end 25% af de e-handlende danskere, ifølge FDIH’s E-handelsanalyse fra 2018, allerede handlet på Amazon.
Derfor kan man argumentere for, hvorvidt der i realiteten er nogen forretningsmæssig grund for Amazon at gå ind på det danske marked med store lagerbygninger og fysiske butikker, for de er her jo allerede.
Imidlertid tager Google data-kampen op. Med Google Shopping Actions gør søgemaskinen det nu muligt for virksomheder at sælge direkte til forbrugerne. Den store satsning betyder, at Google behandler betalingerne, mens virksomhederne selv skal tage sig af logistikken.
På den måde opnår Google adgang til værdifulde data om brugernes produktsøgninger, som ikke tidligere har været tilgængelig for søgemaskinen.
Uanset om du ser netbutikkerne Amazon, eBay, Alibaba eller sågar Google som enten en trussel mod din forretning eller som en vigtig salgskanal i fremtiden, så er tendensen, at mere og mere e-handel vil rykke over på de globale markedspladser.
Vil du vide mere om, hvordan fremtiden for e-handel ser ud, eller hvordan vi kan hjælpe dig med at skabe vækst gennem digital indsigt? Så ring til os på 70 666 500 eller skriv en besked på [email protected].
FAQ for dette blogindlæg
Hvorfor skal jeg læse dette blogindlæg?
Hvem er dette blogindlæg relevant for?
Hvor langt er dette blogindlæg?
Hvad er de mest centrale emner i dette blogindlæg?
Har du spørgsmål til digital marketing?
Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.
