Nyt krav fra Google om GTIN-værdier i Google Shopping
Google foretager igen ændringer i Google Shopping. Denne gang er der tale om de såkaldte GTIN-værdier, også bedre kendt som EAN-numre, som Google nu kræver skal være en obligatorisk attribut for de respektive produkter i ens Google Shopping produktfeed.
I et forsøg på at øge Google Shopping annoncernes effektivitet samt for at vise de rette produkter som brugerne søger efter, har Google bl.a. besluttet at skærpe kravet omkring indsendelsen af GTIN-værdier i annoncørers produktfeeds til Google Shopping. Indtil nu har det kun været obligatorisk at tilføje GTIN-værdier, hvis man som annoncør målretter sin annoncering mod UK, USA, Australien, Brasilien, Tjekkiet, Tyskland, Frankrig, Japan, Holland, Spanien og Schweiz. Da Google nu udvider kravet til at omfatte alle målgruppelande, inkluderer dette naturligvis også Danmark fremover. Googles nye krav vil derfor påvirke de eksisterende Google Shopping annoncører såvel som dem, der ønsker at begynde med at annoncere via Google Shopping i Danmark.
Hvad er GTIN?
GTIN står for Global Trade Item Number og er det nummer, vi kender som fx EAN nummer eller den velkendte stregkode på produktemballagen. Virksomheder bruger denne værdi til at kunne identificere deres enkelte produkter og produktvarianter. I Europa er dette oftest kendetegnet ved et 13-cifret nummer som fx 3334567890126 (10-cifret nummer hvis der er tale om ISBN nr. til fx bøger).
Fordele ved at tilføje GTIN-værdier
GTIN-værdier giver naturligvis en række fordele for Google Shopping annoncører:
-
- Bedre synlighed: Ved at tilføje korrekte GTIN-værdier til produkterne, vises disse også overfor flere potentielle kunder end de produkter der ikke har tilføjet GTIN. Dette kan ifølge Google give helt op til 40% flere kliks på ens Shopping annoncer.
-
- Bedre målretning: Ved netop at kunne lave et mere præcist ”match” af produkter i forhold til brugernes søgninger, giver dette også bedre forudsætninger for at opnå endnu flere konverteringer. Ifølge Google kan de annoncører der har tilføjet GTIN-værdier i deres produktfeed få en op til 20% højere konverteringsrate end dem der ikke har tilføjet GTIN-værdier.
- Mulighed for at annoncere på flere platforme: Ved at tilføje GTIN-værdier opnår man forbedret produktinformation. Dette gør det fx også muligt at kunne lave et bedre match mellem produktannoncerne og de respektive søgninger på fx YouTube.
Hvorfor foretager Google denne ændring?
GTIN-værdierne er meget vigtige for Google, da de gør det muligt for dem at matche de mest relevante produkter fra flere annoncører med brugerens søgeterm. Således vil Google kunne tilføje mere værdifuld produktinformation til de enkelte produkter og dermed være bedre til at eliminere forskellige informationer fra annoncørerne om de samme produkter. Dette vil på sigt kunne øge både CTR og antallet af konverteringer.
Hvornår træder ændringen i kraft?
Ændringen vil først træde i kraft i Danmark d. 14 februar 2017. Som annoncør betyder Googles seneste krav derfor, at man skal kontakte ens nuværende leverandør for at få det nødvendige GTIN/EAN-nummer tilknyttet de enkelte produkter, hvis man ikke i forvejen har denne information omkring ens produkter. Herefter skal GTIN-nummeret tilføjes i produktfeedet før d. 14. februar 2017 for at undgå en afvisning af ens produkter i produktfeedet.
Hvem skal ikke tilføje GTIN-værdier?
Der er selvfølgelig ingen regel uden undtagelse, og her er det nye krav fra Google ikke anderledes. Du skal derfor IKKE tilknytte GTIN-værdier til produkterne i dit produktfeed, hvis de hører ind under følgende produktkategorier:
- Specialfremstillede varer som fx kunst og skræddersyet tøj
- Antikviteter, dvs. varer der er produceret før man indførte GTIN-værdier (1970)
- Eget Brand, dvs. hvis du sælger produkter, du selv har fremstillet
Er du i tvivl om, hvorvidt du skal have tilføjet GTIN-værdier til dit produktfeed i Google Shopping? Så kontakt os endelig på tlf. 70 666 500 eller på [email protected].
Har du spørgsmål til digital marketing?
Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.
