Hvordan laver du den gode landingsside?

8
.
March
2019
Skrevet af:
Victoria Maria Olczak

Hvis du ønsker, at din hjemmeside skal genere flere leads og have en højere konverteringsrate, skal du have udarbejdet den rette landingsside for din virksomhed. Men hvad er den rette landingsside for dig? En landingsside kan blive skabt på mange måder, men hvad, der gør sig gældende for alle typer, er elementer som en overskrift, et tilbud og Call-To-Action. Ligesom så mange andre marketingsstrategier kan dette blive udført godt eller tvivlsomt. Denne guide er udarbejdet med henblik på at hjælpe dig godt på vej i processen, når du skal have designet, skabt og (SEO-)optimeret din landingsside. Læs med her og bliv klogere på do’s og dont’s, når du skal lave den gode landingsside.

Hvad er en landingsside?

En landingside er en specifik side, der er blevet skabt med henblik på at opnå en bestemt målsætning. Det kan f.eks. være at få brugerens e-mailadresse eller andre personlige oplysninger, men det kan også være at få vedkommende til downloade en PDF, skrive sig op til et webinar eller gøre et køb. Uanset hvad målet er, bør dette være det eneste gældende for din landingsside.

En landingsside er altså ikke forsiden på din hjemmeside. En hjemmeside er skabt med den hensigt at byde folk velkommen, en landingsside er skabt for at konvertere og generere leads. Typisk vil de besøgende komme fra trafikkilder som et organisk søgeresultat, en Google Ads, en deling fra de sociale medier eller måske endda fra dit eget nyhedsbrev.

Vores koncentration er i dag mindre end nogensinde før, så en almindelig standard hjemmeside har for mange distraktioner for den besøgende. Dette gør det praktisk talt umuligt at få den besøgende til at foretage en opfordret handling. Med en landingsside kan du begrænse den besøgendes muligheder ned til bare én enkelt. Du skaber dermed binære muligheder, som betyder, at den besøgende enten vil smutte eller udføre den opfordrede handling. Du laver med andre ord et sats.

Eksempel på en landingsside

På det nedenstående billede kan du se et eksempel på, hvordan en landingsside kunne se ud. Din Heading 1 er overskriften, der på fængende vis skal lokke brugeren til at blive hængende. Denne vil blive efterfulgt af en kort, informerende brødtekst, der forklarer dit tilbud. CTA er så det, som du ønsker, din bruger skal gøre. USP’er er dine unikke salgspointer som f.eks., at du har ”fri fragt” eller ”dag-til-dag-levering”. Heading 2-afsnittet skal indeholde nyt og uddybende information omkring dit tilbud. De tre bokse nederst skal fungere som rosende ord og anbefalinger fra nogle af dine tidligere brugere, så du udviser troværdighed og fremstår som et sikkert sted at handle.

Hvordan laver du en god landingsside?

Inden du overhovedet går i gang med selve designet og udførslen af dine landingssider, må du først overveje, hvem din målgruppe er og hvad du gerne vil opnå fra denne målgruppe. Gode landingssider er nemlig skræddersyet til deres målgruppe. Jo mere du kan personliggøre hver enkelt landingsside til en bestemt målgruppe, jo større chance er der også for en konvertering.

F.eks. hvis du skal have udarbejdet en landingsside tiltænkt pensionister eller en tilsvarende aldersgruppe, vil det være fordelagtigt at gøre selve fonten større, lave en tydelig og fremtrædende CTA og ikke mindst skrive i stil, der appellerer til dem. Hvis du derimod skulle lave en landingsside til den yngre generation, vil de højst sandsynlig scrolle på deres smartphones for at komme til landingssiden, hvorfor dens design gerne skal være mobilvenlig.

Som allerede nævnt er der 3 basiselementer ved landingssider: overskrift, tilbud og Call-To-Action. Dog skal der flere elementer til, hvis man gerne vil have en god landingsside med høje konverteringer og mange leads. Nedenunder får du 7 elementer, som vil være værdifulde for din landingsside, dog er det ikke ensbetydende med, at du skal inkorporere dem alle, hvis der ikke er nogen decideret tanke bag. Brug kun dem, der er relevante for dig og dit tilbud.

7 elementer for en højkonverterende og leadgenererende landingsside

  1. En fængslende overskrift. Du skal hurtigt forklare de fordele, du tilbyder, med én enkelt sætning
  2. Et fantastisk tilbud, der vil få brugere til at konvertere. Understreg gerne, at det er et fantastisk tilbud ved brug af USP’er
  3. Nogle øjenfaldende billeder, der viser det produkt, du tilbyder og som de besøgende kan relatere sig til
  4. En relevant video, som også viser det produkt, du tilbyder
  5. Anerkendende bevisbyrder, der blåstempler dig som virksomhed og udviser, at du er troværdig som forhandler af dette tilbud
  6. En tydelig Call-To-Action, så brugerne ved, hvad de skal gøre, når de lander på din landingsside
  7. Brug af post-conversions. Der er større sandsynlighed for, at brugerne vil konvertere, når de allerede har gjort det én gang. Kom derfor med et nyt tilbud til dem og dermed en ny landingsside

Den SEO-optimerede landingsside

Vi vil altid opfordre vores kunder til at SEO-optimere deres landingsside, selvom det ikke som sådan er en forudsætning, hvis du kun satser på brug af nyhedsbreve og betalte annoncer. Dog hvis du ønsker at blive fundet i de organiske søgeresultater, er en SEO-optimering nødvendig.

SEO omhandler at optimere ens side, så den rangerer bedre i Googles søgeresultater og dermed bliver mere synlig. For at blive synlig og dermed SEO-optimeret skal din landingsside indeholde stærke søgeord, der giver mening for dig og dine brugere. Derudover skal din landingsside også være stærk på parametre, som teknisk SEO i form af loadtime, indeksering osv., linkbuilding og alt dens content.

Med godt content kommer du langt

Dit content skal være let at handle ud fra og let at forstå – dette er to faktorer, du skal have in mente i alt den kommunikation, du foretager dig. Godt content er i det her tilfælde vigtigt, da det skal skabe fokus og oplyse brugeren. Jo mere relaterebart det er for brugeren, jo bedre bliver det også. Samtidig hjælper content også søgemaskinerne med at forstå, hvad din landingsside handler om og dermed bedre kunne rangere det i søgeresultaterne.

Du vil i landingssidens content skulle have styr på både:

  • Overskrifter, USP’er og en CTA
  • Kort introduktion med centrale egenskaber
  • Dybdegående information angående disse egenskaber samt fordele
  • Videoer, interaktive elementer og billeder
  • Relevante emner, der kan linke til andre sider på din hjemmeside
  • FAQ, kontaktinformation og andet praktisk information

Det er altså meget content, du skal skabe dig et overblik over, når du skal finde af, hvilket type indhold du gerne vil arbejde med eller have i fokus. Dog skal du huske, at ikke alt er relevant for alle landingssider, og hvis du vælge at have et bestemt element med, skal det altid gøres med et formål.

Test, optimér, implementér

Rom blev ikke bygget på én dag og det samme gælder også for dine landingssider. Selv når du har skabt din landingsside og implementeret den, vil du hurtigt opdage, at dit arbejde først lige er begyndt. En landingsside er sjældent effektiv første gang, du offentliggør den. Hvis du derfor ønsker flere konverteringer, leads eller post-conversions, skal du være beredt på at teste din landingsside og optimere den.

Hvad skal du så teste efter? For at sige det kort, så skal du teste alt: overskrifter, billeder, videoer, CTA, baggrundsfarve osv. En hyppigt anvendt måde at teste er A/B-testen. Det er, hvor du er har to versioner af den samme landingsside, hvor det kun er ét enkelt element, som er ændret. På den måde kan du se, hvilken der performer bedst. Det kan være en ny overskrift, der skal afprøves, eller hvorvidt billeder eller en video konverterer bedst. Du skal med andre ord prøve dig frem og ha’ tålmodighed.

Du er mere end velkommen til at kontakte os, hvis du gerne vil have hjælp med designet af din landingsside eller til udarbejdelse af content. Vi har et stærkt hold af specialister, der hellere end gerne vil hjælpe dig og din virksomhed. Ring til os på 70 666 500 eller skriv til os på hello@conversio.dk.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om emnet, eller står med konkrete udfordringer.
Jonas Venning Larsen
Head of SEO, Partner
jonas@conversio.dk+45 70 666 515
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tak for din tilmelding af vores nyhedsbrev
Noget gik galt - prøv igen