Hvad er outbound links, og hvorfor skal du bruge dem?

Udgivet
Kategori
Marketing
Længde
5 min.

Indholdsfortegnelse

Outbound eller udgående, som vi siger på dansk – links er noget, mange ikke er glade for. 

De er simpelthen bange for at linke ud fra deres hjemmeside. For tænk nu, hvis de så sender noget af deres “indgående linkjuice” videre. Men stop en halv, sådan forholder det sig nemlig ikke. 

Lad os starte med at slå fast, at ovenstående scenarie ikke er en udfordring. For hvis sider ikke linkede til hinanden, og dermed uden fra deres egen side, ville det gå imod grundtanken ved internettet.

Hvis du så nu sidder og tænker, at du så straks skal i gang med at linke ud til alle mulige og umulige hjemmesider, er det ikke den bedste idé. For som med alt andet, når det kommer til SEO anno 2022, er det vigtigt, at det, du linker til, bidrager med en særlig værdi. 

Derfor handler det om at bruge outbound links rigtigt, så det skaber mere troværdighed og autoritet omkring dit eget website eller webshop. 

Hvad er outbound links? 

Helt kort, er outbound links faktisk bare links, der linker ud fra din hjemmeside i stedet for ind til den. Længere er den ikke. 

Du kan bruge outbound links til at forsøge at rangere bedre i søgemaskinerne. Men for at det skal have nogen reel værdi, skal det, du linker til, være af høj kvalitet, og så skal det være inden for samme område, som du beskriver.

Giver outbound links bedre placeringer?

Det er vigtigt at understrege, at outbound links ikke i sig selv er en såkaldt ranking factor. Det vil sige, at du ikke skal forvente, at dét at linke ud til andre sider med garanti vil give dig bedre placeringer. Modsat optimering af title tags og udarbejdelse af relevant indhold, som er to ranking factors. 

Dog kan outbound links, hvis de bruges rigtigt, give dit indhold en klar kontekst for søgemaskinen. Lad os sige, at du er fysioterapeut, og du har taget et specielt certifikat. Her vil Google have svært ved at forstå, hvad certifikatet egentlig betyder, når det bare står som tekst. Vælger du derimod at linke ud til det uddannelsessted, hvor du har taget certifikatet, giver du Google en helt anden og meget klarere kontekst, så der er større sandsynlighed for, at Google forstår, hvad det egentlig er, du skriver. Dét faktum, at Google forstår, at du har det pågældende certifikat, kan betyde bedre placeringer.

Når Google skal rangere indhold, ser de på en masse forskellige ting. Du skal tænke det sådan, at Google gerne vil vise sine brugere det mest relevante indhold og det, der bedst muligt kan hjælpe brugeren med at finde de svar, de har brug for. Dette kan man også tænke brug af outbound links ind i.

Et eksempel på det kunne være, at du har en underside, der omhandler håndværkerfradrag. Her vil det være en stor hjælp for brugeren, hvis du linker direkte ind til den underside på skat.dk, hvor man kan tjekke, om man kan få fradrag. Her har du formået både at informere brugeren om, hvad håndværkerfradrag går ud på, hvornår man kan få fradrag, og hvad du nu ellers har skrevet om på din underside.Derudover har du gjort det nemt for brugeren at komme videre til næste step, hvilket er at tjekke på skat.dk, om de kan få fradraget.

Du skal altså i høj grad overveje, hvordan du bedst muligt kan hjælpe dine brugere, når du laver outbound links.

Outbound links er en del af E-A-T

Tilgangen E-A-T fylder mere og mere i SEO, og den tilgang skal outbound links ses som en del af. 

Grundtanken bag E-A-T er at forsøge at give brugerne den samme oplevelse på nettet, som de ville have i en fysisk butik. Og denne grundtanke kan implementeres på alle typer hjemmesider.

For at kunne skabe denne oplevelse er det nødvendigt, at du etablerer og positionerer dig som ekspert på området. Det kan du gøre ved hjælp af forskellige tiltag. Disse går vi i dybden med i vores blogindlæg om E-A-T i SEO. Så hvis du gerne vil vide noget specifikt om dem, så læs det blogindlæg først, og vend så tilbage hertil. 

Ift. E-A-T er hele idéen bag outbound links, at du skal linke til noget eller nogen, som har stor autoritet, inden for det område du beskriver. Du skal altså bruge outbound links til også at opbygge din egen troværdighed og autoritet over for Google. 

Hvordan bruger du outbound links korrekt?

Vi forklarer bedst, hvordan du bruger outbound links korrekt, så det skaber den rette værdi for dig, gennem et eksempel. 

Du er fx tandlæge og har lige lavet en Om os-side. På siden har du listet hver enkelt medarbejder, som har hver deres tilhørende landingsside. På hver landingsside er der beskrevet, hvem medarbejderen er, og hvad deres specialeområde, baggrund osv. er. 

Her er det en oplagt mulighed at linke til den enkelte medarbejders uddannelsessted. På den måde verificerer du nemlig over for Google, at i din virksomhed er medarbejderne uddannede tandlæger. En anden ting, som også er interessant at linke til, er hvis dine ansatte har taget kurser eller lignende efteruddannelse. Her kan du nemlig også linke til kursusudbyderen eller uddannelsesstedet. 

Har du en blog, hvor du fx skriver et indlæg om tandpasta, og hvilke problemer forskellige tandpastaer kan afhjælpe, er det også en god idé at linke til værdifulde artikler om emnet. Det kunne fx være om dokumenterede fordele ved at bruge tandpasta med flour. Ved at linke til værdifulde artikler om emnet og andre ekspert-virksomheder, fastslår du dermed også din egen virksomheds autoritet inden for branchen. 

At bruge outbound links på denne måde er meget lig det at skrive en opgave fra ens studietid. Dengang skulle baggrundsviden og påstande understøttes af relevant materiale, og der skulle være styr på kildeangivelserne. Princippet kan du med fordel overføre til brugen af outbound links, for det er det samme, du skal gøre. 

Vil du vide mere?

Har du brug for hjælp til at finde ud af, hvordan du bruger outbound links på den bedst mulige måde, så de skaber størst værdi for dig? Så er du altid mere end velkommen til at kontakte os. Vi hjælper gerne, uanset hvad din udfordring er. Ring til os på tlf. 70 666 500, eller skriv til os via mail på [email protected].

Har du spørgsmål til digital marketing?

Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.

Johannes Helleland
Johannes Helleland

Client Director, Partner