9 tips til at få dine Google Ads klar til Black Friday
Årets største handelsdag er snart over os, og hvis du gerne vil undgå at brænde nallerne på de voldsomme klikpriser, er det vigtigt, at du optimerer din Google Ads-konto til formålet. Måske synes du, det virker uoverskueligt at skulle gøre din Google Ads-konto klar til sådan en omgang.
Men frygt ej, hjælpen er kommet. Vi giver dig nemlig 7 (+2) super gode tips til, hvordan du klargør din Google Ads-konto – både som begynder og øvet.
7 Black Friday-tips til Google Ads – mest for begyndere
Hvis du ikke vil betegne Google Ads som din hjemmebane, så er der stadig en masse, du kan gøre for at optimere din konto til dagen.
Tip 1. Budget
Med den øgede trafik og de øgede klikpriser er det vigtigt, at du sørger for, at dine kampagner har det budget, de skal bruge.
Hvis dine kampagner får lov til at køre med det sædvanlige budget, vil dine annoncer højst sandsynligt hurtigt holde op med at blive vist, og du kan derfor risikere at gå glip af en masse trafik og dermed omsætning.
Tip 2. Tilpas dine annoncer til Black Friday
På Black Friday vil brugerne være på jagt efter de bedste tilbud og de laveste priser. Derfor er det vigtigt, at du tilføjer annoncebudskaber, der er målrettet Black Friday.
Hvis du har nogle rigtig gode tilbud, vil det allerbedste være, at du også inkluderer enten din tilbudspris i annoncen for det pågældende produkt, eller at du inkluderer tilbuddet i procenter, så din annonce får den opmærksomhed, den fortjener.
Tip 3. Overvåg løbende din konto
Under normale omstændigheder vil det ikke være en katastrofe, hvis der går en enkelt dag, hvor du ikke holder øje med din konto. Men på Black Friday er brugerne ligesom køer, der bliver lukket ud på græs for første gang. De er over det hele og klikker løs i deres jagt på det bedste tilbud.
Derfor er det vigtigt, at du flere gange den dag holder øje med, om omkostningerne ved de mange kliks hænger sammen med den omsætning, de skaber for dig. Sørg for at lave nødvendige optimeringer i kontoen, så du lægger dine penge på de rette kampagner og søgeord.
Du kan læse i en af vores tidligere blogindlæg fra forrige år, hvordan vores SEM-team forberedte sig til Black Friday og holdt øje med kundernes Google ads-konti på selve dagen.
Tip 4. Black Friday som søgeord
Mange brugere tilføjer ”Black Friday” før eller efter det brand eller produkt, de er på jagt efter. Derfor er det en god idé at tilføje ”Black Friday” til dine søgeord (og stadig i dine annoncer), så det bliver så relevant for brugeren som muligt.
Tip 5. Øg dine bud på søgeord
Kampen om brugernes gunst på den store handelsdag giver selvsagt mere konkurrence. Derfor kan du ikke bare lade dine søgeordsbud være, som de plejer. Hvis du vil have en chance for at vinde brugernes gunst, er du nødt til at byde op.
Alternativet er, at dine konkurrenter skubber dig ud af Googles søgeresultater hurtigere, end du kan nå at sige ”køtilbud”, og brugerne kommer ikke til at se netop dine annoncer.
Tip 6. Øg bud på dine remarketinglister
Du kender det sikkert selv. Hvis der er en side, du enten har besøgt eller handlet på før, er du mere tilbøjelig til at handle der igen. Dine tidligere besøgende på hjemmesiden vil have det på samme måde.
Derfor skal du selvfølgelig skrue op for buddene på dine remarketinglister, så der er endnu større chance for, at tidligere besøgende vender tilbage til din side og forhåbentligt køber hos dig netop på Black Friday.
Tip 7. Lav nye annonceudvidelser
Ligesom med nye annoncevarianter er det vigtigt, at du laver en Black Friday-version af dine annonceudvidelser, så brugerne får så meget relevant information om dine skarpe tilbud m.m.
På den måde fremstår din webshop som ”the better choice” sammenlignet med konkurrentens annonce uden tilpassede annonceudvidelser.
2 bonustips for de mere hardcore
Hvis du har siddet lidt mere med fingrene i Google Ads-maskineriet, får du lige et par ekstra tips, som kan gøre din Black Friday bedre og nemmere. Lad os dykke ned i dem.
Tip 8. Display Ads op til Black Friday
Man skal ikke undervurdere magien ved genkendelsesgrad, så hvorfor ikke skabe hypen i god tid!
Opsæt displayannoncering op til Black Friday, så du kan markedsføre enten din virksomhed og generelle tilbud eller annoncere for dine Black Friday tilbud. På den måde kan du, allerede inden Black Friday starter, gøre andre opmærksom på dine knaldgode tilbud.
En super effektiv måde at gøre brugerne lidt mere lune på at handle hos dig.
Tip 9. Etiketter og regler
Der er visse ting, som kan gøre livet lidt nemmere, f.eks. kaffe og robotstøvsugere. Men bruger du effektivt etiketter og regler i din Google Ads, så er du garanteret en nemmere tilværelse.
Når det kommer til Black Friday, kan du give dine søgeord og nye annoncevarianter etiketter som ”Black Friday 2022”. Når du har gjort det, kan du oprette automatiserede regler.
Har du f.eks. forberedt dine nye annoncevarianter og etiketter i god tid, og de er sat på pause indtil den store dag, kan du opsætte en automatiseret regel, hvor annoncerne med den pågældende etiket bliver aktiveret på Black Friday på et klokkeslæt efter dit valg. Du slipper dermed selv for at skulle huske at gøre det til midnat.
På samme måde kan du oprette en regel, der automatisk sætter annoncerne på pause, når Black Friday er slut. Du kan også opsætte en regel, som op- eller nedjusterer dine bud på f.eks. dine søgeord i løbet af Black Friday.
Efter Black Friday
Nu har støvet lagt sig, og du har nok mest lyst til at finde den nærmeste sofa og dejse om.
Men det er super vigtigt, at du husker at få din Google Ads-konto tilbage til normal tilstand først. Ellers kan det hurtigt blive en dyr affære – især hvis dit Google Ads-budget normalt ligger langt under dit budget på Black Friday.
Vi håber, at du med disse simple tips er godt klædt på til at få din Google Ads kampklædt til d. 29. november – vil du have flere skarpe tips til dit Black Friday set-up, så kan du også læse om, hvordan du sætter skub i din e-mailliste til Black Friday.
Har du brug for en hjælpende hånd til Black Friday, så er vi altid klar til at hjælpe dig godt i gang. Du kan ringe til os på 70 666 500 eller sende os en mail på [email protected], hvor vi har et helt team af specialister, der kan udruste dit website til den store shoppedag.
Har du spørgsmål til digital marketing?
Du er altid velkommen til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål vdr. digital marketing.
