6 grunde til at du skal bruge dit eget firmanavn i Google Ads

10
March
2017
Skrevet af:
Gobinesan Rajaratnam

Hvorfor skal man bruge tid og penge på specifikt at annoncere for sit eget firmanavn? Og hvorfor bruge penge på dette, hvis man allerede i forvejen ligger i toppen af de organiske placeringer? Vi vil i det følgende afsnit afsløre 6 gode grunde til, hvorfor du SKAL bruge penge på at annoncere for dit eget firmanavn, når en bruger søger efter dig på Google; der er nemlig en mening med galskaben.

Mange annoncører vil nok have svært ved at se meningen med betalt annoncering for ens eget firmanavn. Her hos Conversio er dét dog noget, vi altid anbefaler til vores kunder, særligt til webshop-ejere. I det følgende kan du læse meget mere om, hvordan annoncering med dit eget firmanavn kan have en positiv effekt på dine resterende kampagner.

1. Søgninger på dit firmanavn = Billige klik med høj CTR

Navnet på ens annoncegruppe er med til at give et højt kvalitetsresultat, hvis det samtidig også indsættes som overskrift i ens tekstannonce. Google og dens brugere anser det derfor som meget relevant, når du bruger enten dit firmanavn eller relevante varianter/søgeord til dit firmanavn i annoncegrupperne samtidig med, at du bruger disse i såvel overskriften som annonceteksten. Dette resulterer oftest i en meget høj CTR, hvilket også samtidig smitter positivt af på dine øvrige Google Ads kampagner. Den høje CTR i din firmabrand-kampagne vil desuden også gøre det nemmere for dig som annoncør at opnå et højt kvalitetsresultat for dine øvrige søgeord og annoncer. Denne afsmittende effekt på dine øvrige kampagner kan bestemt opveje de ekstra udgifter forbundet med at annoncere for ens eget firmanavn.

Desuden er kliks på dit eget brand eller firmanavn meget billigere i modsætning til fx mange generiske søgeord, hvorfor den føromtalte positive afsmitning på dine øvrige kampagner samtidig også er en markant billigere måde at opnå et højere kvalitetsresultat mv. end måske først antaget.

2. Beskyt dig selv mod konkurrenter

Det er ingen hemmelighed, at mange annoncører bruger firmanavnene på deres konkurrenter som søgeord i deres kampagner, og man kan diskutere, om det er lovligt eller ej. Hvorom alting er, er det dog træls på godt jysk, at dine konkurrenter således kan ”stjæle” de kunder, som jo egentlig forsøger at finde netop dig på Google.

Se fx hvordan andre banker også forsøger at positionere sig på søgeudtrykket ”boliglån danske bank”:

I ovenstående eksempel er det tydeligt, at andre konkurrenter forsøger at være synlige på søgetermer, der relaterer sig til Danske Bank og således forsøge at ”stjæle” såvel opmærksomheden som den endelige konvertering fra kunder, der egentlig havde som intention at finde Danske Bank og deres serviceydelser.

Ved at tilføje dit eget firmanavn og domæne som søgeord til din brandkampagne, kan du dog undgå ovenstående form for ”chikanering”. Dette skyldes, at dine konkurrenter i dette tilfælde vil have mere end svært ved at opnå et højt kvalitetsresultat på søgeord, der knytter sig til lige præcis dit site og firmanavn. Derfor vil dine annoncer alt andet lige positionere sig over konkurrenternes, hvilket giver dig langt bedre forudsætninger for at fange de kunder, som dine konkurrenter forsøger at ”stjæle” fra dig!

3. Brug dit firmanavn offensivt – nu hvor du alligevel er i gang…

Når du nu alligevel skal bruge tid, spalteplads og penge på Google, kan du jo lige så godt gøre det ordentligt fra starten. Det gør du ved at fortælle dine kunder om særlige produkter eller USP’er ved din forretning, som du mener har brug for en skærpet eksponering overfor potentielle kunder. Her kan du fx med fordel benytte dig af undersidelinks, opkaldsinfo mv. til at sende folk til relevante undersider på din shop, da du således kan fortælle dine kunder om unikke og attraktive kendetegn ved din forretning samtidig med, at du fremviser hele din palette af produkter, serviceydelser o.l.

Se fx hvordan Danmarks største sportskæde, Sportmaster, har udnyttet denne mulighed:

4. Fremhæv din virksomheds USP’er

Udover at ”lokke” kunder som dine konkurrenter forsøger at ”stjæle” fra dig, så bør du også som førnævnt fremhæve dine USP’er, dvs. unikke karakteristika for din forretning, som adskiller dig fra konkurrenterne:

  • Har du det største udvalg?
  • Tilbyder du gratis levering?
  • Eller har du tilfredshedsgaranti?

Med andre ord, forsøg at fremhæv fordelene ved at handle hos dig og således motivere kunderne til at købe produkter fra dig, FØR de overhovedet besøger dit website. Dette kan du fx gøre med infolinks, som i nedenstående eksempel fra sportskæden XXL.dk:

5. Annoncér med dit eget firmanavn og øg antallet af konverteringer markant!

Når en bruger søger på dit firmanavn, er det oftest fordi, de enten ønsker at vide mere om din virksomhed eller at købe produkter fra lige præcis DIN webshop. Ift. sidstnævnte er det derfor essentielt, at du har tilføjet dit eget firmanavn som søgeord. Kundeadfærden er desuden også dynamisk i denne sammenhæng; når en kunde foretager et køb på din webshop via et søgeord, der relaterer til dit firmanavn, så er der meget større sandsynlighed for, at de næste gang anvender dit firmanavn sammen med et generisk søgeudtryk for et bestemt produkt, de ønsker at købe (fx ”billige fodboldstøvler Sportmaster”). Sandsynligheden for sådan en søgningskombination er meget mindre, hvis du ikke annoncerer for dit eget firmanavn.

Desuden har konverteringer via eget firmanavn samtidig også en meget lav konverteringspris, og ROI fra netop denne kampagne er oftest også markant højere modsat andre kampagner. Dog bør det understreges, at den positive performance for ens eget firmabrand også smitter positivt af på de andre kampagner for brands, produkter osv., som man ønsker at annoncere for. Dette kan derfor i sidste ende potentielt øge performance i disse kampagner. Se fx nedenstående kundeadfærd, hvor ”Eget Brand” kampagnen indgår som et afgørende element i købsprocessen:

I ovenstående ses det, hvordan en bruger er startet med en søgning i en generisk kampagne, men først endeligt har konverteret, da vedkommende umiddelbart herefter har søgt specifikt på firmanavnet.

6. Få fat i nye kunder – også de fummelfingrede!

Har du et firmanavn, der kan være svært at stave til eller måske endda minder om generiske søgeord? (fx ”billigerejser.dk”) – Ja, så kan du faktisk risikere, at brugeren indtaster en variant af dit firmanavn (fx enten med mellemrum eller slåfejl), som i sidste ende kan resultere i, at din konkurrents annonce vises over din i Googles organiske søgeresultater. Opret derfor Google Ads annoncer og fleksible søgeord der er rettet mod dit eget firmanavn og brand; så minimerer du risikoen for, at din potentielle kunde lander ”det forkerte sted”.

For at opsummere, så kan det altså være særdeles fordelagtigt og lønsomt at oprette en kampagne til dit eget firmanavn, da det som nævnt fx kan gøre, at du opnår en høj CTR (procentdel af de brugere, der ser din annonce, som rent faktisk klikker på den) samtidig med et højt antal konverteringer – og så endda for et ekstremt lavt dagligt budget (klikprisen for lige præcis dit firmanavn er jo ikke så høj pga. lav konkurrence).

Vi anbefaler derfor altid oprettelse af en brandkampagne til vores kunder, særligt webshopejere. Denne kan desuden også være særdeles fordelagtig til ”start ups”, der måske ikke har mulighed for at afsætte tusindvis af kroner til online annoncering.

Er du synlig på dit eget firmanavn? Hvis ikke, så kontakt os endelig på hello@conversio.dk eller på tlf. 70 666 500, og hør mere om de mange fordele ved at annoncere på dit eget firmanavn via Google Ads.

Du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du ønsker at vide mere om emnet, eller står med konkrete udfordringer.
Mathias Strand Nielsen
Head of Paid Search
msn@conversio.dk+45 70 666 500
Tilmeld dig vores nyhedsbrev
Tak for din tilmelding af vores nyhedsbrev
Noget gik galt - prøv igen