Sociale medier

Annoncering på LinkedIn for B2B-virksomheder

Gobinesan Rajaratnam
Gobinesan Rajaratnam

Med sine 560 millioner brugere gemmer LinkedIn på et hav af potentiale, når det kommer til markedsføring af B2B-virksomheder. Platformen er et professionelt orienteret medie, hvor især forretningsnetværk er i højsædet. Ved at arbejde strategisk med LinkedIn kan du igennem knivskarpe segmenteringer inden for B2B-markedsføring opnå høje, relevante annonceringsresultater, som i sammenspil med andre trafikkanaler kan skabe endnu mere værdi og endnu flere resultater for din virksomhed.

Hvorfor skal du annoncere på LinkedIn?

LinkedIn er den eneste annonceringsplatform, der tilbyder et yderst komplekst segmenteringssystem baseret på erhvervsmæssige kompetencer og funktioner. Det er denne egenskab, som gør LinkedIn til en helt unik spiller, når det kommer til din digitale markedsføringsstrategi. Med LinkedIn kan du blandt andet målrette dine annoncer ud fra:

  • Beliggenhed
  • Virksomhedsbranche
  • Virksomhedsstørrelse
  • Jobfunktion
  • Stillingsbetegnelse
  • Anciennitet
  • Uddannelsessted
  • Gruppe
  • Køn
  • Alder

Ud fra segmenteringsmulighederne kan du derfor sikre dig, at dine markedsføringskroner bliver brugt til de målgrupper, som er relevante for dine ønskede annonceringsformål. Det betyder, at du igennem annoncering på LinkedIn har muligheden for at ramme netop de personer, der kan have brug for dine produkter eller services uden at skulle ofre penge på at nå brede målgrupper, som ikke ville resultere i et positivt afkast.

Udnyt potentialet – kom i gang nu!

For at udnytte det store annonceringspotentiale på LinkedIn er det første skridt på vejen at få oprettet en fyldestgørende virksomhedsprofil. Her er det vigtigt, at tekstbeskrivelsen indeholder stærke nøgleord og relevante links, som gerne linker til oplagte landingssider på virksomhedens hoveddomæne.

Afsæt god tid til at få skrevet en grundig tekst omkring virksomheden, hvor du fokuserer på, hvilken værdi eller resultater din virksomhed kan have for potentielle kunder. Det er ydermere vigtigt, at du arbejder strategisk med at få din virksomhed til at fremstå unik igennem de ydelser/services, som du tilbyder, så du skiller dig ud fra dine konkurrenter.

Tracking med LinkedIn Inside Tag

Herefter er næste skridt at få installeret LinkedIns eget konverteringsscript ”LinkedIn Inside Tag” på dit website. Scriptet finder du inde under LinkedIns Campaign Manager, som også er stedet, hvor du kan administrere og oprette dine annoncer. Konverteringsscriptet gør det desuden også muligt at køre remarketing på LinkedIn. Med remarketing kan du vise relevante annoncer til folk, der allerede har stiftet bekendtskab med din virksomhed. Dette kan være personer, der har besøgt dit website uden at konvertere, læsere af dit nyhedsbrev eller hvis du ønsker at sælge mere til allerede eksisterende kunder.

Når koden er indsat på dit website, kan du få et indblik i, hvordan du kan forbedre dine annoncer samt et overblik over, hvordan dine annoncer egentligt performer. Du får et indblik i, om konverteringerne kommer fra en mobil eller en computer, hvordan dine leads opstår og hvilke målgrupper, der konverterer bedre end andre baseret på deres jobfunktion, jobanciennitet,virksomhedsbranche, virksomhedsstørrelse etc. På denne måde kan du altså opnå en større forståelse for de forskellige annoncers ROI, antal konverteringer samt hvilke segmenter, der resulterer i flest konverteringer.

Opnå resultater med brugerdefinerede målgrupper 

For at opnå de bedste resultater med LinkedIn, skal du have oprettet en annoncestruktur med en skarp opdeling af dine ønskede målgrupper. Herudover bør du på forhånd have klargjort, hvad formålet med din annoncering skal være samt hvilket budskab, du gerne vil ramme din målgruppe med. 

Hvordan fungerer LinkedIn annoncering?

LinkedIn er et forholdsvist ungt annonceringsmedie, hvilket betyder, at platformen stadig er en smule begrænset, når det kommer til annonceringsformer og annonceringsmuligheder sammenlignet med fx Facebook.

Dog ligger der et stort uudnyttet potentiale, da mange virksomheder endnu ikke har kendskab til de resultater, mediet kan medføre sig, og det er herved de færreste virksomheder, der rent faktisk benytter sig af denne annonceringskilde i deres markedsføringsstrategi.

Vælg den korrekte annonceringstype

Der er 4 overordnede annoncetyper på LinkedIn, som man kan vælge imellem. Det er derfor vigtigt, at du i denne del af processen har klargjort, hvad formålet med din annoncering skal være. Vil du gerne have flere henvendelser igennem din kontaktformular, vil du gerne skabe større kendskab til dit brand eller måske noget helt tredje? Når det kommer til annoncering på LinkedIn, findes der flere forskellige annonceringsformer alt efter hvilket formål, man vælger at køre annonceringen efter.

  1. Sponserede annoncer: 

Sponsorerede annoncer er det klassiske valg, hvor du kan ramme din målgruppe i både deres newsfeed, men også ude i højre kolonne på LinkedIn, som man fx oplever på Facebook. Det er derfor ofte det foretrukne valg, da næsten 50% af trafikken på LinkedIn kommer fra mobiltelefoner. Det betyder, at de sponserede annoncer er den eneste annonceringstype, som er synlig ved brug af en mobil, da annoncer herigennem kun er synlige i brugerens nyhedsfeed.

Når du har besluttet dig for at køre en sponsoreret annonce, får du ydermere muligheden for at vælge, hvorvidt du vil købe en almindelig annonce med et link til dit website eller en lead-genereringsannonce.

  • Lead-genereringsannoncen gør det muligt at fokusere på at få flere henvendelser, flere tilmeldinger til dit nyhedsbrev eller få målgrupper til at kontakte dig omkring et tidsbegrænset tilbud, som du vælger at køre.
  • Den ”almindelige” sponserede annonce bruges især til at øge kendskab til dit brand eller virksomhed. Dette kan både være med fokus på at drive mere trafik til dit website eller til at få opbygget en større mængde af følgere af din virksomhedsprofil. Annoncerne kan blandt andet indeholde tekst, billeder, links og videoer.
  1. Tekstannoncer:

Tekstannoncer bliver hovedsageligt brugt til branding og måler oftest på rækkevidde og antal af eksponeringer. Annoncetypen leveres i højre kolonne på skrivebordet og er kun synlig, hvis man besøger LinkedIn fra en computer. Tekstannoncerne er tilgængelige i mange forskellige former og størrelser, og man kan ydermere benytte sig af et billede i annoncen for at promovere sit budskab. Tekstannoncerne er utrolig simple i deres opsætning, og de fungerer lidt på samme måde som de højre kolonneannoncer, man finder på Facebook.

  1. Dynamiske annoncer:

Som noget nyt åbnede LinkedIn i september 2018 op for dynamiske annoncer. Det betyder at, at du nu har muligheden for automatisk at tilpasse dine annoncer ud fra de offentlige tilgængelige oplysninger, som personer opgiver i deres profiler. På denne måde kan du skabe større engagement blandt din målgruppe, da annoncen automatisk inddrager personerne i selve annoncen. Dette kan blandt andet ved at nævne brugernes navn, profilbillede, interesser etc.

Du kan bruge den dynamiske annonceform til at få flere følgere, nye leads, øget trafikvolumen til din virksomheds hoveddomæne eller skabe større kendskab til din virksomhed. På trods af at de dynamiske annoncer ikke har været tilgængelige før september 2018, så ser vi allerede et øget engagement samt en højere klikrate sammenlignet med de andre to annonceformer. 

Hvad koster det at annoncere på LinkedIn?

Du kan vælge, om du vil betale for din annonce per klik (CPC) eller per 1000 visninger (CPM). Når LinkedIn skal vurdere dine klikpriser, foregår det som en auktion, hvor der tages højde for, hvordan din målgruppe tager imod din annonce. Det anbefales derfor kun at køre annoncer med høj relevans for den målgruppe, som du ønsker at ramme.

I øjeblikket koster 1000 visninger for de fleste målgrupper omkring 70 kr. hvor klikprisen i gennemsnit ligger på 17 kr.

Det er derfor vigtigt, at du finder ud af hvad målet med din annonce, skal være. Hvis målet er konverteringer til en aktuel kampagne, er CPC det mest oplagte valg. Er målet derimod at opnå øget synlighed og kendskab til din virksomhed, anbefaler vi i de fleste tilfælde at betale per 1000 visninger.

Løs de typiske udfordringer og begrænsninger 

På trods af at LinkedIn har udviklet sig meget som annonceringsplatform, siden Microsoft opkøbte mediet i 2016, er det ingen hemmelighed, at LinkedIn stadig har nogle udfordringer og begrænsninger sammenlignet med andre annonceringskilder.

  1. Begrænsning af annoncetyper

For det første er LinkedIn væsentligt dyrere end fx Facebook i deres klikpriser, men selve oprettelsen og administrationen af diverse kampagner kan også hurtigt virke uoverskueligt. Herudover kommer det begrænsede valg af annoncetyper og målretninger, som også hurtigt kan få mediet til at virke mindre appellerende sammenlignet med Google Ads og Facebook.

Løsningen for B2B virksomheder vil typisk være at arbejde strategisk med segmenteringsmulighederne, så man er sikker på, at markedsføringskronerne bliver brugt til så relevant en målgruppe som muligt. På denne måde sikrer man, at afkastet man får ud af annonceringen er det mest optimale for sin virksomhed.

  1. Udfordring med sprogversioner

En anden udfordring ved LinkedIn er, at platformen i høj grad skelner mellem sprogversioner på sitet, hvilket har stor betydning, når du skal udforme dine annoncer. Vil du gerne ramme en målgruppe i Danmark skal du tage højde for, at mange danskere har oprettet en profil, hvor sprogversionen er sat til engelsk. Det betyder, at du skal huske at oprette den samme annonce på både dansk og engelsk for at få fat i hele din målgruppe. Opretter du kun annoncen på dansk, bliver den kun vist til de personer, som har oprettet deres LinkedIn profil på dansk, og opretter du den på engelsk, bliver den kun vist til de personer, der har den engelske version af mediet.

Vil du høre mere om, hvordan du kan få succes med målrettede LinkedIn annoncer?

Hos Conversio er vi specialister I at opsætte og administrere annoncering på LinkedIn. Kontakt os på telefon +45 70 666 500 eller på mail [email protected] for en uforpligtende snak om, hvordan vi kan hjælpe dig med at få lagt den rette strategi for netop din online markedsføring.

 

Klar til at blive en del af Conversio?

Bliv ringet op af en vores rådgivere - det er helt gratis og uforpligtende